Tags
Forfatter: Edward Rutherfurd
Hardcover. Lånt på biblioteket
Jeg holder meget af Rutherfurds slægtsromaner, som strækker sig over flere hundrede år. Jeg kan godt lide at følge mange familier, som snor sig ind og ud af hinanden, genkende træk fra slægt til slægt, se slægter gå socialt frem eller tilbage.
Paris var ikke helt på højde, synes jeg. Altså, den var spændende og det var interessante familier og personer man følger, men der var ikke så frygtelig meget udvikling. Og så hopper man frem og tilbage i tiden, hvilket gør historien noget abrupt og lettere usammenhængende. Hvis tidshoppene havde haft et formål – at øge spændingen fx – så havde det givet mening, men det var ikke min fornemmelse. Jeg kunne også godt have ønsket mig, at Rutherfurd havde startet tidligere. Paris er jo ældgammel.
Til gengæld kunne jeg godt lide nogle af de konsekvenser der tages i historien. Rutherfurd er ikke bange for at slå sine karakterer ihjel. Der var scener, der var meget smukke, og scener der emmede af drama. Det er han altså god til. Og det er altid skægt at møde virkelige historiske personer, der flettes ind i historien. Hemingway fx, Coco Chanel, Solkongen mfl.
Så alt i alt var jeg godt underholdt. Jeg ville bare gerne have haft kronologi og well… mere historie. Trods over 800 sider.