Forfatter: Raynor Winn
Titel: Saltstien
Forlag: Svane og Bilgrav
Årstal: 2020

Raynor og hendes mand Moth mister alt på én gang: deres jobs og deres hjem. Samtidig bliver Moth diagnosticeret med en sygdom, der vil få ham til at sygne langsomt hen og til sidst dø. Og her er det, at de ret impulsivt beslutter, at hvis de alligevel er hjemløse og ingen penge har, og Moth har et begrænset antal år (eller måneder) at leve i, så vil de opfylde en gammel drøm: nemlig at vandre langs Saltstien, en kystrute i det sydlige England.

Turen ændrer alt for dem. Den giver dem mening og sammenhold. De møder spændende mennesker på vejen, og får nye venner og forbindelser. Turen er også fyldt med op og nedture – både bogstaveligt og i overført betydning. Alt hvad de ejer bærer de på ryggen, og de er udendørs i alt slags vejr. Det er hård læsning, for de er virkelig nede og skrabe bunden, men bogen er også fuld af håb. Den er stemningsfuld, og man kan se kystlinjen for sig, lugte salten i luften og mærke vinden i håret.

Jeg har selv fået lyst til at gå turen. Nu skal jeg bare lige have fri et par måneder 🙂

Det er en selvbiografisk bog, og der er lige kommet en fortsættelse, der hedder ’Den vilde stilhed’.