Forfatter: Lilja Scherfig
Illustrator: Otto Dickmeiss
Forlag: Jensen & Dalgaard
Biblioteksbog
Man kan arve had. Men man skal tænke sig om før man gør det. Det gør Storm heldigvis, da han møder sin Farfar, som Far hader. Farfar har været en dum og kold skid, som tævede Far, da han var lille og ikke ville spise Mors mad, når han kom på besøg. En rigtig ubehagelig fyr!
Og nu bor han så ude i hønsehuset, for et sted skal han jo være. Mest sidder han og savler og kan ikke sætte to meningsfulde ord sammen. Han er også fuld af raseri, og i første omgang bekræfter han alle de fordomme, som Mor og Far har hældt i Storm.
Men Storm opdager, at Farfar også kan noget smukt. Men Far vil ikke se noget som helst smukt ved Farfar, og nu er det Far, der bliver skræmmende. Heldigvis løfter Storm sig ud af vreden og hadet – han insisterer på at være sød, for det er han opdraget til at være og det er dét, der føles rarest i maven.
Det er sådan en smuk historie, Lilja Scherfig har skrevet. Hun borer sig med sine historier lige ind i sjælen på én. Hun gjorde det med Rævefælden og nu igen med Farfar. Hun viser alt det grumme og farlige, men giver også løsningen på hvordan man tackler det, nemlig med venlighed og kærlighed. Verden er ikke sort og hvid, men den bliver lysere, når man er sød, når man møder den.
Otto Dickmeiss klæder Liljas historier så godt, og også han har endnu engang præsteret et mesterværk.
Jeg er en fan!
