Forfatter: Tatiana de Rosney
Forlag: Bazar
Undertitel: En passioneret fortælling om Daphne du Mauriers liv
Jeg valgte bogen udfra forfatteren snarere end emnet. Jeg holder meget af ‘Sarahs nøgle‘, som Tatiana de Rosney har skrevet. Jeg kendte selvfølgelig Daphne du Mauriers navn, men må indrømme at det eneste jeg har læst af hende er novellen ‘Fuglene’, som Hitchcock som bekendt filmatiserede (dog ikke til forfatterens fulde tilfredshed). Jeg kendte til ‘Rebecca’, men har hverken set filmen eller læst bogen. Endnu. For det skal snart ændre sig!
Daphne de Maurier er en fascinerende personlighed! Hun var forfatter frem for alt, mere end hun var en datter, ægtefælle eller sågar mor. Men det er svært at tænke ilde om det. Hun ved selv at det er sådan det er, og alle omkring hende ved det. Der er ikke noget at gøre ved det; hun MÅ skrive.
Hun er også et komplekst menneske, som forelsker sig dybt og inderligt flere gange i sit liv – i både mænd og kvinder, selvom hun aldeles ikke betragter sig selv som lesbisk, uha nej! Men med et moderne blik kan der ikke være tvivl om, at hun i hvert fald var biseksuel. Hun var også hvad vi i dag vil kalde genderfluid – som barn følte hun sig mere som dreng end pige, og som voksen havde hun stadig drengen eller manden i sig, og brugte ham som talerør i flere af sine bøger.
Tatiana de Rosney fortæller hendes historie med stor indlevelse. Hun har researchet grundigt, og ved hvad hun taler om. Hun tegner et troværdigt og loyalt billede af Daphne du Maurier.
Jeg skal snarest i gang med ‘Jamaicakroen’ og ‘Rebecca’. Og hen af vejen nogle flere af hendes noveller.
Anbefales varmt.