Akata witch

Tags

,

akata witchForfatter: Nnedi Okorafor
Sprog: engelsk
Biblioteksbog

Jeg begyndte at interessere mig for alvor for afrikansk historie og kultur for lige under et år siden. Så da denne her bog dukkede op på radaren, var den et klart must-read.

Jeg gad godt, at JK Rowling udliciterede retten til at skrive om den afrikanske pendent til Hogwarts: Uagadou, og at hvis hun gjorde det, så gjorde hun det til Nnedi Okorafor. Nnedi Okorafor har både sans for at skrive en virkelig god historie, men hun kender også noget til afrikansk magi, overtro og magiske væsener, på samme niveau som Rowling kender den engelske og til dels europæiske magi mm.

Akata witch er en fascinerende fortælling. Jeg har både fået et indblik i afrikansk magi, men også i hverdagen i Nigeria, hvor historien finder sted. 12-årige Sunny Nwazue er født i USA af nigerianske forældre og har boet der de første 9 år af sit liv. Nu er de så flyttet til Nigeria, hvor Sunny skiller sig ud på mere end én måde. Dels det amerikansk som hun har med sig, men også fordi hun er albino og derfor lysere end alle omkring sig. Og så skiller hun sig ud ved at være ‘leopard people’ – magiker – men det er hemmeligt. Det kommer som noget af en overraskelse for hende, da hun har sin første magiske oplevelse, og to af hendes venner – som også viser sig at være leopard people – tager hende med til deres magi-lærer.

Det er en helt igennem spændende og interessant historie, som jeg kun kan anbefale varmt. Jeg skynder mig at tage næste bind i serien – ‘Akata Warrior’ – med hjem.

SPOILERS:
Der er faktisk en del lighedspunkter mellem Akata Witch og Harry Potter – dog uden Akata Witch på nogen måde kan beskyldes for at være en rip-off eller noget:
Harry Potter er 11 og Sunny Nwazue er 12 – så næsten jævnaldrende – da det går op for dem, at de faktisk har et kæmpe magisk potentiale.
Det magiske marked i Akata Witch er lige så forunderligt som Diagon Alley.
De eccelerer begge inden for en sportsgren, skønt de er yngre end de fleste andre på holdet: Harry til quidditch og Sunny til fodbold.
De redder begge verden – men havde ikke klaret det uden deres venner.
Der indgår virkelige mærkelige magiske busser i begge historier…

Min pointe er, at hvis du kan lide Harry Potter, så kan du med ret stor sandsynlighed også godt lide Akata Witch 🙂

Reklamer

The lifechanging magic of not giving a f**k

Tags

,

life-changing magicForfatter: Sarah Knight
Forlag: Quercus
Biblioteksbog

Jeg læser ikke ret mange selvhjælpsbøger. De fleste ting, som virker for mig, er opstået af sig selv (det meste af det, fordi jeg en gang imellem bliver nedlagt med stress): såsom at sige ‘nej (tak)’, ‘pyt’ og ‘I don’t give a f**k’. Sarah Knight har dog yderligere nogle gode pointer, som jeg tænker, at jeg kan bruge mod min videre færd mod et lykkeligt og stress-frit liv.

Dybest set handler hendes pointer om at lade være med at bruge energi, tid og penge på ting og mennesker, som ikke siger én noget eller måske ligefrem irriterer én, og i stedet bruge den energi, den tid og de penge på ting og mennesker, som gør én glad. Og den helt store pointe er at gøre det uden at blive en skiderik. Så altså: at holde op med at ‘give a f**k’*, men at gøre det på en ærlig, men høflig måde, der så vidt mulig ikke gør andre kede af det.

Det kan være små ting som ikke at bruge tid og energi på at se Den store Bagedyst, selvom næsten alle i omgangskredsen går op i det med liv og sjæl, til store ting (som kan være virkelig svære at lade være med at give et f**k), som andre folks børns konfirmationer (især hvis ‘andre folk’ er nogen du virkelig holder af, og du måske ovenikøbet er i familie med). Det er nemt nok at lade være med at deltage i diskussioner om Jons brug af dild i kage (jeg kan nemlig bare holde mig ude af det), men noget sværere at takke nej tak til en plads i kirken til nevøens konfirmation, når jeg nu rigtig gerne vil være med til at fejre nevøen, men har et meget anstrengt forhold til religion. Men det kan lade sig gøre – bare ved at være ærlig på en høflig måde, og simpelthen sige det som det er: ‘Jeg vil rigtig gerne være med til at fejre Xs store dag, men der er ingen grund til, at jeg tager en plads op i kirken, når den er bedre brugt på andre. Jeg venter bare udenfor imens’. Så burde alle kunne være glade.

Sarah Knight deler sin bog op i grader af hvor svært det er at holde op med at give et f**k omkring den givne ting: ting, arbejde, venner/bekendte/fremmede og så den virkelig svære: familie. Netop det med familien er svært, fordi man jo grundlæggende holder meget af sin familie og gerne vil kunne være i stue med langt de fleste af dem resten af livet (selvom der muligvis er et lille udvalg af dem, om hvem man virkelig ikke giver et f**k). For langt de fleste af dem interesserer man sig for, man vil gerne have at de har det godt og man vil gerne gå den ekstra mil, for at de netop bliver ved med at have det godt. Men ved at holde op med at give et f**k om fx at tage til en interaktiv udstilling med ekspressiv kunst med en gruppe perifære venner, så kan man få ekstra tid og energi til de venner og familie – eller den aktivitet – som man lige netop giver en masse f**ks – interesserer sig for og bliver glad af. Det handler simpelthen om at bruge sin tid, energi og penge på det rigtige og ikke spilde det på det forkerte.

Det handler også om at være mindre bekymret om, hvad andre tænker om en. Det er faktisk muligt at købe ind i pyjamasbukser, hvis det er sådan en dag, hvis man overhovedet ingen f**ks giver om hvad folk mener om det. Tid og energi sparet lige dér, så man har mere overskud til at bingewatche Broen på Netflix.

Sarah Knight påstår ikke, at hun er en guru – bare at hun har fundet en metode, som virker for hende, og som måske også kan virke for andre. En del af det virker for mig, og den del vil jeg bruge mere og oftere fremover, så jeg kan få mere tid og energi på det og dem, som betyder noget for mig.

Anbefales til dem, som giver alt for mange f**ks og godt kunne bruge dem bedre. Hvis du fx ikke giver et f**k mht at læse bogen, så kan du få (næsten) alle pointerne her i Sarah Knight’s TEDtalk, som kun varer 12:36 minutter. Velbekomme.

*’To give a f**ck’ er ikke helt let at oversætte til dansk. Det betyder noget i retning af ‘at bekymre sig over’ eller ‘at interessere sig for’. Hvis man ‘give a f**k’ om noget, så er det noget som man investerer noget i. Hvis man derimod holder op med at ‘give et f**k’ om noget, så bliver man ligeglad med det.

 

Mordet på kommandanten – bog 1

Tags

,

mordet på kommandantenForfatter: Haruki Murakami
Forlag: Klim
Undertitel: En idé viser sig
Biblioteksbog

Jeg elsker Murakami’s bøger Trækopfuglens krønike og Kafka på stranden. Jeg kom til gengæld ikke ret langt ind i IQ84 før jeg gik i stå. Med Mordet på Kommandanten genfandt jeg fornøjelsen ved Murakami’s forfatterskab. Her er den særlig stemning og de fantastiske beskrivelser, som jeg nød i de to førstnævnte bøger. Jeg kan godt lide historierne om de tilsyneladende almindelige hverdagshistorier som udvikler sig magisk og forunderligt. Hans beskrivelser giver mig en fornemmelse af at have været i Japan, at have færdes i de bjerge, mødt de mennesker, set de ting og duftet de dufte, som han beskriver. Når jeg tænker tilbage på de af hans bøger jeg har læst, så husker jeg stemninger og lokationer tydeligere end handlingen, for jeg har været der og oplevet det. Så god er han til at beskrive.

Jeg må indse, at jeg ikke kan læse Murakami’s bøger, mens jeg venter på og kører i tog. Jeg har brug for roen omkring mig, så jeg kan fortabe mig i bogen. Det dur ikke at blive nødt til at afbryde læsningen, fordi man skal af eller på et tog. Jeg har brug for et flow, hvor jeg bare kan læse og læse, og ikke skal forholde mig til andet.

Mordet på kommandanten er lidt en kinesisk æske, hvor historier folder sig ud inde i historierne, eller et puslespil, hvor løsrevne elementer viser sig at passe sammen. Og så er det en særlig evne at kunne beskrive malerier, abstrakte malerier, så man fornemmer stemningen og farverne. Jeg er betaget.

Jeg blev til gengæld virkelig nedtrykt, da det gik op for mig, at jeg kun sad med bog 1, og at bog 2 endnu ikke er udgivet på dansk. Ja, den er vist ikke engang kommet på japansk endnu. Så jeg må vente med at få resten af historien. Det er næsten ikke til at bære.

The Broken Earth trilogy

Tags

, , , ,

Broken earthForfatter: N.K. Jemisin
Trilogien består af: The Fifth Season, The Obelisk Gate og The Stone Sky
Privat eje i Kindle version

Jeg har aldrig læst noget lignende! N.K. Jemisin skriver helt unikt. Det er svært for mig at skrive en anmeldelse uden at spoile. Og det er vigtigt ikke at spoile, for der sker ting undervejs som man ikke bør vide på forhånd. I The Fifth Season følger vi tre historier, og den ene er skrevet i 2. person ental – du. Det har jeg ikke set gjort vellykket før, men det virker her! Vi ved ikke før senere i serien hvem fortælleren er, for her begynder vedkommende også at fortælle i 1. person, sideløbende med de ting som bliver fortalt i henholdsvis 2. og 3. person. Det lyder forvirrende, men stol på mig: det er det ikke, når man læser det!

Vi er i en unik verden – måske jorden langt ude i fremtiden? Vi ved det ikke. Der er ting, der ligner, og åh, så mange ting som ikke gør. Hver eneste historie vi følger gør læseren nysgerrig på mere. Man prøver at finde sammenhængen, og da den endelig går op for en, tænker man NÅÅÅÅEH! Selvfølgelig! Hovedpersonerne er ikke udelukkende gode og onde. De er facetterede, formet af deres fortid og deres oplevelser. Deres motiver er ikke altid lige gennemskuelige, og selv de mest oplagte situationer kan ikke kun løses på én måde.

Her leges med med hudfarver, hårteksturer, øjenfarver. Jemisin skriver bevidst uden at sætte race på folk – race her forstået på den måde som mange opfatter dem i dag: kaukasere, negroide, asiater. Vi er i en fremtid som har vendt op og ned på meget.

Det er også svært at sætte genre på The Broken Earth trilogien. Er det fantasy eller science fiction? Og behøver vi at sætte label på? Det er en unik serie skrevet på en unik måde – og jeg er vild med det!

Anbefales virkelig varmt!

Tjek evt N.K. Jemisin ud her

Knivens stemme

Tags

,

knivens stemmeForfatter: Patrick Ness
Forlag: Carlsenpuls
Originaltitel: The knife of never letting go
Biblioteksbog
Serietitel: Chaos Walking

Det er én af de bedste bøger, jeg længe har læst. Og så er det kun bind 1 i en serie på 3 (jeg har naturligvis straks anskaffet de næste to).

Patrick Ness har sin helt egen stemme, når han skriver, og han tør gerne tage chancer. Vi er på New World – et sted ude i universet, hvortil håbefulde kolonister er ankommet for omkring 20 år siden. De har ladt Old World – Jorden – bag sig. Krig, forurening og hvad vi ellers døjer med i dag gjorde Old World til et uattraktivt sted at bo, når der nu var alternativer. Men New World var naturligvis ikke udelukkende det paradis man håbede på. Den historie vores hovedperson, Todd, vokser op med er,  at der udbrød krig mellem mennesker og en oprindelig race på New World, spackserne, som for at vinde krigen spredte en bakterie, som kun påvirkede mændene på planeten. Bakterien gør at man kan høre alle mænds tanker, så højt som hvis de talte. Og mænd tænker mange tanker, hele tiden, og de hænger ikke altid sammen – sådan som tanker nu engang er. Det kaldes STØJ, for det er hvad det er. Bakterien slog også alle kvinderne ihjel, får Todd at vide, og nogle af mændene også, blandt andet Todds far. Todd er derfor vokset på hos Ben og Cillian, som var venner og naboer med hans forældre. Det er i øvrigt ikke kun mænds tanker, der kan høres – det er også alle dyr, og de har ikke nødvendigvis (heller) noget særligt at sige. Todds hund Manchee er ikke den klogeste hund i verden, men den er sød alligevel, selvom Todd hellere ville have haft en kniv.

Men verden er naturligvis overhovedet ikke skruet sammen som Todd tror. Det er en fantastisk og hæsblæsende historie, som både griber, knuger, skræmmer og berører. Jeg tilstår gerne, at jeg undervejs græd. Ikke bare sådan lidt, men med hulk og hævede øjne på den grimme måde. De sidste par kapitler læste jeg langt ud på natten, fordi jeg ikke kunne lægge bogen fra mig, før jeg havde nået vejs ende med Todd. Og så er det jo ikke slut, for der er to bøger mere (heldigvis).

Det er en virkelig interessant gimmick det med at tanker kan høres. Hvordan lyver man? Hvordan skjuler man sig? SPOILER ALERT: Hvordan håndteres det, når alle mænds tanker kan høres af alle, mens kvinders tanker er private?

Jeg kan kun anbefale ‘Knivens stemme’, ligesom jeg kun kan anbefale alt, hvad jeg har læst af Ness (især ‘A Monster calls’). Husk kleenex.

 

Bullshit – Fortællingen om en familie

Tags

bullshit_0Forfattere: Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen
Forlag: Politiken
Biblioteksbog

Da jeg var barn, var der to ting, som jeg var bange for: børnelokkere og rockere med cykelkæder. Nu var det virkelig usandsynligt, at en 8-årig pige ude på landet havde noget seriøst at frygte fra rockere. Og jeg ved ikke, hvor jeg havde det med cykelkæderne fra. Det var noget man talte om i børnekredse, så vi må have fanget det fra de voksne.

I min barndom og ungdom hørte vi en del om rockerkrigen: Bullshit mod Hells Angels. Jeg kan sågar huske, at have hørt om Makrellens død, og om ham, der blev støbt ned i et gulv på Christiania. Men jeg vidste meget lidt om det. Rockere var for mig en flok bøller, som bankede folk for et godt ord (med cykelkæder), og som på en eller anden måde var skræmmende og usle på samme tid. Rockere var ikke særlig sofistikerede. Jeg kan huske, at jeg blev meget overrasket, da jeg læste, at Jønke havde taget en uddannelse, for jeg betragtede ikke rockere som værende særligt begavede. Det eneste seje ved dem var motorcyklerne. For nylig holdt de to forfattere til bogen Bullshit – Fortællingen om en familie fordrag om emnet på biblioteket, og jeg tænkte, at det da godt kunne være lidt interessant at læse om emnet.

Jeg vil ikke sige, at der blev vendt op og ned på mine holdninger. Men jeg har fået et klarere billede af, hvorfor nogen valgte at blive rockere. De forhold mange af dem voksende op under, kan man ikke byde mennesker. Og jeg kan godt forstå, at når man så endelig finder et sammenhold, en familie, så kæmper man for det med næb og kløer. Forfatterne forholder sig forholdsvist neutralt i forhold til de krigende rockerbander. Men der er ingen tvivl om, at Hells Angels var mere brutale, mere målrettede og mere skånselsløse end medlemmerne af Bullshit, som ikke havde supermeget styr på tingene. Og det kostede i sådan en krig.

Interessant nok har jeg boet i to gader, hvor rockerne havde holdt til: Jægersborggade og Kirkegårdsvej. Jægersborggade bar stadig præg af noget rockertilstedeværelse, da jeg boede der – Hells Angels styrede hashsalget i gaden. Ikke at jeg var kunde, men jeg kørte forbi dem hver dag på vej til skole, og efter få uger havde de vænnet sig til synet af mig, og pakkede ikke længere lageret væk, når jeg kørte forbi. Man blandede sig ikke. På Kirkegårdsvej var Bullshits klubhus for længst blevet forladt og solgt, da jeg flyttede ind i gaden, klubben var opløst, og de overlevende medlemmer var enten i fængsel eller havde fået et mere normalt liv. En anden interessant ting var beskrivelsen af, at de på et tidspunkt skal ud og banke en anden motorcykelklub – og de tager blandt andet cykelkæder med som våben. Det var altså en ting. Og noget som virkelig kunne skræmme en lille pige fra Borup på Midtsjælland.

Bogen er et interessant stykke Danmarkshistorie. En af de skyggesider, som vi ikke ligefrem praler med ude i verden. Men interessant læsning. Anbefales

Jeg er Albert Storm

Tags

,

jeg-er-albert-storm_419296Forfatter: Zenia Johnsen
Forlag: Jensen&Dalgaard
Privat samling, signeret

‘Jeg er Albert Storm’ er en helt usædvanlig bog! Efter endt læsning er jeg stadig en lille smule i tvivl om, hvordan det hele hænger sammen – men på den gode måde! Fordi jeg ved, at når jeg læser den igen (og det vil jeg komme til), så vil jeg se andet og mere end jeg så første gang.

Alberts storebror Benjamin forsvinder, og hans familie er ved at gå i opløsning. Samtidig forsvinder et helt hus nede ved stranden, og ingen – udover Albert og hans veninde Annika – synes at kunne huske at det nogensinde har været der. Der sker den ene mystiske ting efter den anden, og Albert prøver at hitte rede i det hele. Og læseren selv bliver sat på prøve, for hvad er rigtigt og hvad er fantasi?

Bogen er forrygende spændende, og man får ikke noget foræret i forhold til at regne det hele ud. På den måde kræver bogen noget af sin læser – og det må den godt. Jeg glæder mig SÅ meget til at snakke med andre om bogen, for jeg vil vide, hvordan DE opfattede dette og hint, og hvornår DE regnede det eller det ud.

Sproget er – som altid, når det er Zenia, der skriver – smukt og finurligt. Hun bruger aldrig standard beskrivelser, når der skal sættes ord på noget, og jeg mærker stemninger, steder og personer så meget bedre af den grund.

Målgruppe, spørger I? Altså, jeg er ret sikker på, at den kommer til at stå i vores børnebibliotek blandt den almindelige skønlitteratur, men det er én af de bøger, som voksne også med stor fornøjelse kan læse (det gjorde jeg i hvert fald), og det er også en bog, som en familie med halvstore børn kan læse højt sammen. For der er masser at snakke om!

Anbefales helt vildt varmt!

Akutklokken

Tags

akutklokkenForfatter: Karin Brunk Holmqvist
Forlag: Cicero
Biblioteksbog

Endnu en superhyggelig bog fra Karin Brunk Holmqvist. Denne gang er det to ældre søstre, Julia og Elsa, der bor sammen og ikke mangler noget. Alt går stille og roligt, indtil de en dag arver en 4½ million kroners-villa og en fornem BMW fra deres kusine. Det er noget af en omvæltning for to nøjsomme damer, hvis vildeste drømme egentlig bare var, at det kunne være rart med en brødrister.

I modsætningen til ‘Glimmerbøsserne’ er der her en slags skurk: kusinens tidligere kæreste, den usympatiske Ove, som drømmer om at arve hende, selvom hun i sin tid dumpede ham, fordi han var så nærig og snævertsynet. Han sætter alt ind (eller ikke alt, for han er virkelig nærig) på at få noget ud af situationen. Kusinen har, for at drille ham, skrevet et brev til ham, før hun døde, hvor hun lovede ham, at han skulle få lov til at arve hendes æggebægersamling. Og han vil som minimum have fingre i dén!

Men søstrene er ikke sådan at bide skeer med, og deres trofaste ven og nabo, gubben Ragnar, er heller ikke sådan at komme udenom.

‘Akutklokken’ har en del tilfælles med ‘Glimmerbøsserne’ – primært er det stemningen og hyggen der går igen. Og så det at folk ude på landet måske ikke lige er de hurtigste knallerter på havnen, men dumme, dét er de bestemt heller ikke! Som læser er det som at spise Farmors hjemmelavede æblekage – en del tomme kalorier, men også noget god substans og ikke mindst nostalgisk hygge. Jeg bliver bare i så godt humør af Karin Brunk Holmqvists bøger!

Anbefales!

Glimmerbøsserne

Tags

glimmerbøsserneForfatter: Karin Brunk Holmqvist
Forlag: Cicero
Biblioteksbog

To aldrende gubber, brødrene Henning og Albert, bor ude på landet i Sverige. Huset er lille og lidt forsømt, men de mangler ikke noget. Deres pension rækker til snus, røget flæsk, kartofler og petroleum, og har man brug for mere? Af og til tjener de lidt ekstra ved at gå til hånde hos den lokale herremand, som har et ømt punkt for dem. Og man kan heller ikke lade være med at holde af de to gubber. Der er ikke så meget fikumdik med dem.

En dag lyder rygterne i det lille samfund, at brødrenes barndomshjem skal bygges om til et hjem for alkoholiske kvinder, og alt står på den anden ende. Brødrene er også lidt bekymrede. Hvad ville deres mor mon sige til det?

Snart er kvindehjemmet dog ikke den største nyhed på egnen: brødrene er uforvarende skyld i, at omverdenen tror, at der har været en ufo-landing på engen bag deres lille hus – hvorfra de har udsigt til barndomshjemmet – og så har vi balladen!

Det er en ualmindelig hyggelig bog. Danskere har altså ikke eneret på hygge – det kan svenskerne sandelig også godt finde ud af. Der er ikke rigtig nogen skurke i ‘Glimmerbøsserne’, og alt ender som det skal. Men jeg var alligevel rigtig godt underholdt undervejs. Måske en harmløs bog, som ikke gør det store væsen af sig, men alligevel en vedkommende bog. Og man skal ikke undervurdere harmløs, hvis man kommer i godt humør af det!

Anbefales varmt!

Guds hånd – Diego Armando Maradona

Tags

guds haand cover webTegner og forfatter: Paolo Castaldi
Forlag: Fahrenheit
Biblioteksbog

Jeg er ellers ikke den store fodboldfan. Altså, lidt ved jeg da om fodbold – jeg kan fx huske 1992 (hvem kan ikke det?), og visse navne har jeg da også styr på. Jeg har blandt andre styr på Maradona. Jeg ved, at han er fra Argentina, at han ikke er særlig høj, og at han engang fik lov til at score et mål med hånden, ved at kalde det Guds hånd.

Paolo Castaldi har lavet en slags biografi over Maradona i 11 forskellige møder mellem Maradona og andre mennesker – amatørfodboldspilleren, sportsjournalisten, drengen, Gud mfl. Det er en rigtig fin historie om en legendarisk forboldspiller, som ikke bare kunne spille bold, men også kunne give det fattige Napoli noget at være stolte af, og som engagerede sig i de folk som lignede ham selv: fattige arbejdere, er kun med held og umenneskelig styrke kan løfte sig ud af håbløse situationer. Castaldi tegner Maradona som en helgen, som et overmenneske, men med hjertet på rette sted. Det er en hyldest fra napolitanerne til deres største fodboldhelt.

Maradona_Guds HåndHistoriens streg er sort/hvid med lidt lejlighedsvist blåt. Nogle steder er det næsten skitseagtigt og ufærdigt. Andre gange er vi helt tæt på og kan se rynker ved øjnene og skægstubbe på hagen.

Efter endt læsning måtte jeg selvfølgelig på Youtube og se nogle af de famøse mål – især Guds hånd-målet og solospillet helt nede fra midtbanen. Han kunne virkelig noget med en bold!