Glasmagerne

Tags

,

glasmagerneForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Rosenkilde
Biblioteksbog

Endnu en bog i min Daphne du Maurier-marathon, og den skuffede ingenlunde. Jeg er ved at udvikle mig til lidt af en fangirl. I kender godt den der spekulation over, hvem man ville invitere på middag, hvis man kunne vælge hvemsomhelst blandt døde og nulevende, og jeg ville invitere Daphne du Maurier. Ja, ja, der er mange, jeg godt gad at invitere på middag, men hun er simpelthen så fascinerende. Dette er 4. bog jeg læser, og det er 4. genre hun har skrevet i. Jamaicakroen var nærmest en gotisk roman, Rebecca en kærlighedsroman/drama, Falkens flugt en krimi/thriller og Glasmagerne er en historisk slægtsroman. Den er sågar baseret på Daphne du Mauriers egen familiem, hvilket jo kun gør det mere interessant.

Igen har Daphne du Maurier godt fat i karakterbekrivelserne. De er nuancerede og spændende. De udvikler sig (nogle mere end andre), og hendes hovedperson tør godt indrømme, når hun har taget fejl. Fortælleren er en ældre dame, der ser tilbage på et langt liv, som blandt andet har omfattet den franske revolution, hvor ingen var sikre i en række år. En spændende tid, som både hun og især hendes familie har været stærkt involveret i. Men på landsbyplan – hvilket jeg virkelig finder interessant. For det meste har jeg læst om den franske revolution i Paris, men her er så billedet af, hvordan det så ud andre steder i landet – bestemt ikke mindre spændende.

Jeg glæder mig til den næste du Maurier i rækken. Og kan kun anbefale Glasmagerne meget varmt!

Reklamer

Mordet på kommandanten – Bog II

Tags

mordet-pa-kommandanten 2Forfatter: Haruki Murakami
Forlag: Klim
Undertitel: En metafor forandrer sig
Biblioteksbog

Bog I tog mig en evighed at læse. Ikke fordi den var kedelig, men fordi Murakami bare tager mig en evighed at læse. Men ikke denne gang. Jeg strøg igennem. Måske fordi jeg havde en afleveringsdato hængende over hovedet, og der er reserveringer på bogen…

Bog II er lidt mere sær end Bog I. Ikke på en dårlig måde. Der sker bare flere virkelig underlige ting. Jeg var godt underholdt. Jeg kan godt lide hovedpersonen, som også bliver mere sær, men også mere sig selv. Murakami leger med metaforer og andre sproglige finurligheder, som virkeliggøres og får stemme. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod det hele. Folk, der er mere litteraturkyndige end jeg (de findes i rigelige mængder, selvom jeg er professionel bibliotekar), vil nok kunne sige dybe og kloge ting om handlingen og sproget. Mens jeg bare kan sige ‘jeg var godt underholdt’. Jeg tror ikke, at man skal tage det hele så alvorligt. Murakami leger, og jeg leger med uden at lade mig slå ud af dybere meninger. Jeg tror egentlig, at han foretrækker det sådan. Jeg gør, i hvert fald.

Nå, men jeg anbefaler bogen. Især hvis man godt kan lide Murakami (og det kan jeg som oftest), og i særdeleshed, hvis man har læst bog I, som virkelig trænger til denne fine afslutning.

Falkens flugt

Tags

falkens-flugt-daphne-du-maurierForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Aschehoug
Biblioteksbog

Dette er den 3. bog i mit Daphne du Maurier-marathon. Og for pokker, Daphne! Dette er den bedste jeg endnu har læst! Bedre end Rebecca, som Daphne du Maurier ellers blev mest kendt for (og som hun siden blev meget træt af altid var den bog alle talte om). Jeg kunne rigtig godt lide Rebecca – den er i sandhed meget velskrevet – men den kan ikke måle sig med Falkens flugt.

Det undrer mig såre, at Falkens flugt betegnes som krimi, for selvom der sker et mord, så er der ikke megen krimi over den. Udover kriminalgåden så sker der så meget andet, så meget mere. Slutningen i sig selv er en tour de force, hvor bogen er ganske umulig at lægge fra sig. Og alt jeg troede om sammenhængen bliver vendt på hovedet, og jeg står tilbage med en ‘ok, det så jeg overhovedet ikke komme!’ følelse. Wow! Det er godt nok godt udført!

Jeg tør ikke sige ret meget om handlingen, fordi jeg ikke vil spoile. Men jeg kan sige så meget, at den lægger meget roligt ud. Sammen med hovedpersonen prøver vi langsomt at udrede, hvad pokker det er der sker. Vi er bekymrede, hjælpeløse, forfærdede sammen med hovedpersonen efterhånden som sammenhængens gru går op for ham, og er lige så – ja, forundrede eller overraskede er for små og tomme ord til at beskrive, hvordan man (og han) har det til sidst.

Daphne du Maurier er sneget sig ind på mig de sidste par måneder, og jeg ønsker mere og mere, at jeg kunne få lov til at lægge vejen forbi Manderley en eftermiddag og tale med hende om hendes bøger. Ikke om Rebecca, som alle de andre, men om Falkens flugt.

Anbefales meget, meget varmt. Men forbered dig på en lang vej før du forstår præcis hvorfor jeg er så betaget. Jeg var længe om at læse Falkens flugt – det var lidt af en bjerg-etape, hvis vi prøver en Tour de France reference. Men de sidste 100 sider var ren ‘ned af bjerget’ fart, og med hjertet i halsen hele vejen. De sidste par sider var de berusende sekunder, hvor man suser først over målstregen, ét minut før alle forfølgerne.

God fornøjelse!

Ravnenes hvisken

Tags

,

ravnenes-hviskenForfatter: Malene Sølvsten
Forlag: Carlsen
Biblioteksbog
Anbefalet af talrige lånere

Det er efterhånden mange lånere – både børn og voksne – der har anbefalet mig at læse Ravnenes hvisken, og nu fik jeg det endelig gjort. Og heldigvis for det! Den var både god, velskrevet og spændende, og selvom det er en gedigen bog (lige knap 700 sider), så tog den ikke lang tid at læse. Det var en af den slags bøger, som jeg nødig lagde fra mig, og ting som arbejde, rengøring, madlavning og søvn kom faktisk lidt i vejen for læsningen.

Der er ingen tvivl om at den primære målgruppe er unge mennesker, men derfor kan en midaldrende børnebibliotekar altså godt være godt underholdt. Der er masser af kærlighed og opgør med voksne ind over handlingen, som jo nok primært taler til teenagere, men så var det heller ikke værre. Hovedpersonen, Anne, var lige efter mit hjerte, og jeg ville følge hende i tykt og tyndt til historiens ende. Og den er ikke slut endnu, selvom jeg har vendt sidste side i bd 1. For der er mere endnu, og jeg kan næsten ikke vente til bd 2 ligger klar til mig.

Jeg elsker den nordiske mytologi og måden den snor sig ind og ud af fortællingen. Den nordiske mytologi er en utømmelig brønd af gode historier, myter og legender, som kan lægge grobunden til talrige nye gode historier, som denne.

Den kan varmt anbefales til både din indre ase-nørd, din indre romantiker og til dig, som bare godt kan lide en historie, som er godt skruet sammen.

 

Rebecca

Tags

,

9781844080380Forfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Lindhardt&Ringhof
Biblioteksbog

Det er en vidunderlig bog! Jeg er betaget, irriteret, grebet og blev en lille smule overrasket til allersidst.

Jeg har en del til fælles med den navnløse hovedperson. Hendes fantasi kan (ligesom min) også spinde helt ud af proportioner, hun forestiller sig ting (som jeg gør), udspiller lange samtaler og scener ud fra hvad hun forestiller sig andre gør eller siger (som jeg gør). Det kan jeg virkelig forholde mig til. Til gengæld synes jeg, at hun er for usikker på sig selv, for selvudslettende – hun lader flere gange ting fare, så jeg nok havde hidset mig op over. Så – vores fantasi minder meget om hinanden, men vores temperament gør ikke.

Jeg blev ofte meget irriteret på Maxim (hendes mand), som virkelig hverken støtter eller er der for hende på nogen måde, da de først ankommer til Mandaley. Hun er helt alene og på herrens mark. Ingen forklarer noget eller betror hende noget. Huset er fuldt af hemmeligheder og usagte ting, som hun selv må gætte sig til (og som hun pgra overaktiv fantasi gætter forkert). Men både hun og Maxim træder i karakter, da ulykken vælter ned over dem.

Jeg er blevet ret vild med Daphne du Maurier, og der kommer nok en del flere anmeldelser af hendes bøger på denne blog. Hendes sprog og hendes krøllede handlinger betager mig. Hendes karakterer er hele mennesker – de har fejl og skifter mening og gør dumme ting og drager forkerte konklusioner. Men de er alt andet end karikaturer.

Jeg kan godt forstå at samtiden gik helt amok over Rebecca, da den kom ud, og at den blev sådan en bestseller. Jeg kan også godt forstå, at Daphne du Maurier endte med at være dødtræt af den bog, fordi det var den alle ville tale om og alle forbandt hende med, selvom hun havde skrevet så meget andet. Hitchcock filmatiserede også Rebecca (som han gjorde Jamaicakroen), men denne gang var Daphne du Maurier noget mere tilfreds med resultatet. Jeg har desværre ikke set den endnu, men den ligger derhjemme, og jeg skal nok få den set!

Jeg kan virkelig varmt anbefale Rebecca.

Jamaica-kroen

Tags

,

JamaicakroenForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Aschehoug
Biblioteksbog

Først læste jeg Tatiana de Rosnay’s bog om Daphne du Maurier, og tænkte, at her var en forfatter, som jeg gerne vil lære bedre at kende – ved at læse hendes bøger. Jeg startede med Jamaica-kroen, og jeg kan vældig godt lide den! Daphne du Maurier skriver ukunstlet og troværdigt. Hendes beskrivelser fik det til at gyse i mig, fordi jeg kunne mærke den kolde vind på heden, den isnende regn mod ansigtet, og jeg kunne høre havet og skrigene og mænd, der råber. Jeg kan se det hele for mig.

Hovedpersonen Mary er i bund og grund en helt almindelig ung kvinde, og så ikke alligevel (og så alligevel). Hun drømmer ikke om romantik og stor kærlighed. Hun drømmer inderst ind om engang at vende tilbage til sin barndoms landsby, får sit eget sted og dyrke jorden i sit ansigts sved. Hun har ingen fine fornemmelser, og selv da hun en overgang bor hos den lokale herremand og hans familie, så er alt det fine slet ikke noget for hende. Hun er gæv og jævn, og skammer sig ikke over det. Da hun forelsker sig, er hun nærmest lidt ærgerlig over det, for det kuldkaster hendes planer om selvstændighed og frihed. Hun er godt klar over, at den tid hun lever i, ikke giver megen plads til enlige kvinder med fod under eget bord. Hendes moralske kompas peger nogenlunde mod nord, og hun lader ikke bare stå til, når hun støder på ting, som er helt ude af kurs. Jeg genkender det jeg har læst om Daphne selv i Mary, og jeg kan vældig godt lide hende.

Det øvrige karaktergalleri er tegnet, så man ser dem klart og tydeligt. Man kan lugte dårlig ånde, fugtigt tøj og sved på dem. Jamaicakroen er beskrevet, så man næsten synes, at man har været over dørtrinnet. Her er ingen glitter strøet ud – her er snavset og koldt og fugtigt, og der lurer ting i skyggerne, som man helst ikke vil se.

Jeg har siden set Hitchcocks filmatisering at bogen, og jeg kan godt forstå, at Daphne du Maurier var utilfreds. Han har skrevet handlingen helt om, og Mary er ikke den gæve og selvstændige unge kvinde fra bogen, som kan klare det meste selv. Indtil hun ikke kan længere.

Så jeg kan varmt anbefale bogen! Men ikke filmen.

Og hver morgen bliver vejen hjem længere og længere

Tags

Forfatter: Fredrik Backman

Forlag: People’s Press

Dette er en virkelig fin og smuk lille bog. En poetisk fortælling om en mand, hvis hukommelse svinder ind til en mindre og mindre verden. Barnebarnet Noah er én af de få, som stadig bliver genkendt.

Det er så umådeligt sørgeligt, når demens slår en person ihjel, før kroppen gir op. Og endnu mere, når personen selv er klar over det. Her er der så smukt beskrevet, at struben snører sig sammen og hårene rejser sig i nakken på én.

Kan virkelig varmt anbefales. Hav Kleenex i nærheden.

Manderley for altid

Forfatter: Tatiana de Rosney

Forlag: Bazar

Undertitel: En passioneret fortælling om Daphne du Mauriers liv

Jeg valgte bogen udfra forfatteren snarere end emnet. Jeg holder meget af ‘Sarahs nøgle‘, som Tatiana de Rosney har skrevet. Jeg kendte selvfølgelig Daphne du Mauriers navn, men må indrømme at det eneste jeg har læst af hende er novellen ‘Fuglene’, som Hitchcock som bekendt filmatiserede (dog ikke til forfatterens fulde tilfredshed). Jeg kendte til ‘Rebecca’, men har hverken set filmen eller læst bogen. Endnu. For det skal snart ændre sig!

Daphne de Maurier er en fascinerende personlighed! Hun var forfatter frem for alt, mere end hun var en datter, ægtefælle eller sågar mor. Men det er svært at tænke ilde om det. Hun ved selv at det er sådan det er, og alle omkring hende ved det. Der er ikke noget at gøre ved det; hun MÅ skrive.

Hun er også et komplekst menneske, som forelsker sig dybt og inderligt flere gange i sit liv – i både mænd og kvinder, selvom hun aldeles ikke betragter sig selv som lesbisk, uha nej! Men med et moderne blik kan der ikke være tvivl om, at hun i hvert fald var biseksuel. Hun var også hvad vi i dag vil kalde genderfluid – som barn følte hun sig mere som dreng end pige, og som voksen havde hun stadig drengen eller manden i sig, og brugte ham som talerør i flere af sine bøger.

Tatiana de Rosney fortæller hendes historie med stor indlevelse. Hun har researchet grundigt, og ved hvad hun taler om. Hun tegner et troværdigt og loyalt billede af Daphne du Maurier.

Jeg skal snarest i gang med ‘Jamaicakroen’ og ‘Rebecca’. Og hen af vejen nogle flere af hendes noveller.

Anbefales varmt.

Warcross

warcrossForfatter: Marie Lu

Forlag: Alvilda

I en ikke så fjern fremtid lever mange mennesker det meste af deres liv på nettet. Det er som sådan ikke en super original idé. Det er også set i fx den filmatiserede Ready Player One (som jeg ret godt kunne lide – især pgra 80-referencerne). Ligesom hovedpersonen i RPO er Emiko i Warcross en underdog, som svæver lige i udkanten af samfundet. Hun er dusørjæger, forstået på den måde, at hun opsporer folk, der skylder penge eller på andre måder er eftersøgt, men som politiet ikke rigtig har tid til selv at finde. Emiko er hacker, og er rigtig god til at finde mønstre og gennemskue hvad der ikke passer ind.

Uforvarende bliver hun en del af et meget større spil, og så går den ellers derudad. Det er såmænd en spændende og hurtigt læst bog, som dog ikke sidder rigtig fast bagefter. Jeg gider dog godt læse bd 2, når den kommer, og jeg vil også gladeligt anbefale den til andre.

Kan du lide Warcross, kan jeg anbefale Teri Terrys Mindgames, Clines Ready Player One og Orson Scott Cards Enders Game.

De ansatte

de-ansatteForfatter: Olga Ravn

Forlag: Gyldendal

Olga Ravn skriver mest digte, og det kan man godt mærke på sproget og opsætningen i De ansatte. Det er en poetisk lille science fiktion-bog, som består af vidneudsagn fra de mennesker og menneskelignende androider, som arbejder på et rumskib, som har samlet nogle mærkelig stenmonolitter op på en planet. Vidneudsagnene beskriver hvad der skete efter stenene kom om bord og om hvordan de påvirker besætningen.

Det er en helt speciel bog uden nogen egentlig sammenhængende handling. Vidneudsagnene er puslespilsbrikker i et kæmpe billede, som man kun langsomt får en fornemmelse af. Man får aldrig det fuldkomne billede, men man kan selv fylde ud. Jeg blev selv betaget af den selvforståelse, som mange af androiderne opnår undervejs.

Det er en smuk og fin bog, som jeg varmt kan anbefale.