Feberdrøm

Tags

, ,

feberdrøm 1.jpgForfatter: George R. R. Martin
Forlag: Gyldendal
Biblioteksbog

George R. R. Martin er absolut bedst kendt som forfatteren til The Song of Ice and Fire (A Game of thrones). Mens den generelle holding er, at han skulle holde sig fra at skrive på andre ting før han har fået skrevet serien færdig, så må man undskylde ham Feberdrøm, som han skrev allerede i 1982 – længe før han gik i gang med A Game of Thrones (som er fra 1996).

Feberdrøm er en glimrende bog, og allerede her kan man fornemme George R. R. Martins stil: masser af drama, blod og skæbnebestemte handlinger, og heller ikke her kan man være sikker på, at folk overlever bare fordi de er flinke og/eller uskyldige og man kender deres navn. Folk dør til højre og venstre. Han har også allerede her sans for at skabe en stemning – jeg havde i hvert fald fornemmelsen af at have været på sejltur med hjuldamper op og ned af Mississippifloden i 1850’erne. Det er en spændende og fascinerende tid, og et spændende og fascinerende tid. Og historien er ikke uden politisk og moralsk stillingtagen til slaveriet, men gør det uden at det føles frelst.

I den selvsamme historiske setting har vi før haft vampyrer. Anne Rice skrev allerede i 1976 En vampyrs bekendelser, om vampyrerne Louis og Lestat som blandt andet besøger New Orleans i samme epoke, som Feberdrøm foregår i, og vampyrer er på sin vis også beslægtede med de arrogante plantageejere, som uden moralske skrupler overhovedet behandlede deres slavegjorte som kvæg. De kunne i ly af deres rigdom og prestige behandle andre stort set som det passede dem.

Det er en spændende og dramatisk historie – ikke helt så skarptskåren, velskrevet eller omfattende som A Song of Ice and Fire, som man jo ikke kan lade være med at sammenligne med, men ganske udmærket. Jeg savner kvindelige karakterer med lidt mere taletid, men man kan jo ikke få alt – især ikke i 1982.

Ja ja, den var da ikke så ringe endda, hvis jeg skal sige det på jysk.

Reklamer

The slow regard of silent things

Tags

,

Untitled-14Forfatter: Patrick Rothfuss
Serie: The Kingkiller Chronicles
Forlag: Dawbooks
Egen samling

Denne bog er egentlig nr 2½ i en serie (bd 1 er The Name of the Wind og bd 2 er The Wise Man’s Fear). Jeg har hørt de to første bind som lydbøger, og har af uransagelige årsager (endnu) ikke anmeldt dem, selv jeg er ret vild med dem. Verden venter stadig på at Rothfuss får skrevet videre på serien, og jeg glæder mig til at han gør! Da jeg faldt over denne bog vidste jeg godt, at det ikke var bind 3, men et form for mellemspil, hvor en bi-figur i serien, pigen Auri, har hovedrollen, ja den eneste rolle, i hele bogen.

Det er en på alle måder virkelig fin, poetisk og smuk bog. Som selvfølgelig kun giver rigtig mening, hvis man har læst de to første bind i serien. Auri ser verden på en helt bestemt måde. Måske er hun autistisk. For hende har ting følelser og karaktertræk. De har dårlige dage. De kan befinde sig et forkert sted, og verden bliver kun rigtig igen, når de kommer på plads. Bogen igennem leder Auri efter skatte. Dels leder hun efter ting og mad til sig selv, dels leder hun efter gaver til Kvothe, som er hovedpersonen i The Kingkiller Chronicles. Men man kan ikke bare tage ting. Det skal føles rigtigt. Tingen skal ville med. Nogle gange skal man lægge noget i bytte, eller flytte rundt på ting, så det kommer i orden. Det er virkelig svært at beskrive, men det giver så meget mening i Auris historie.

Forfatteren selv skriver nærmest en undskyldning for bogen i efterskriftet. Han ved godt, at den er sær. Han ved godt, at den ikke er for alle. Men han ved også, at de læsere, som den er til, virkelig vil forstå den og holde af den. Og den er til mig. Det er en vidunderlig bog.

Hvis man holder af The Kingkiller Chroncles, så er der en god chance for, at man også vil holde af denne. Og hvis man er af en helt særlig støbning, så vil man elske denne særlige og smukke historie om en uge i Auris liv.

Anbefales meget varmt!

 

Huset ved stranden

Tags

,

huset ved strandenForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Aschehoug
Biblioteksbog

På bagsiden står der blandt andet: ‘på én gang en historisk slægtsroman og en psykologisk gyser med elementer fra science fiction-genren‘. Lige når man læser det tænker man ‘hvad?! hvordan gør man det?’. Men det gør Daphne du Maurier. Hun kan alle genrer, og hun kan også blande dem sammen. Jeg synes nu ikke det som sådan er tale om science fiction, men måske snarere lidt magisk realisme. Og så ikke alligevel… Huset ved stranden er i hvert fald helt unik!

Ved hjælp af en form for eliksir, som en nær ven eksperimenterer med, får hovedpersonen mulighed for at rejse i tiden. Men ikke bare sådan random tidsrejse, men til en specific tid (det 14. århundrede) og et specifikt sted (Cornwall), hvor han følger begivenhederne omkring en lille flok mennesker. Han føler sig beslægtet med en af herrerne, mens hans fascineres af én af kvinderne. Rejserne er afhængighedsskabende (eller eliksiren er), og man forstår ham. Det er lidt som at binge sin yndlingsserie, og man vil virkelig gerne vide, hvad der sker nu, og man kan ikke rigtig lægge det fra sig, før serien er afrundet. Jeg bliver lige så optaget af at få mere at vide om de mennesker han følger, som han gør. Daphne har kloen godt fat i én.

Jeg behøver ikke at uddybe yderligere, hvordan jeg har det med Daphne du Maurier. Jeg synes, at hun er genial, og Huset ved stranden er bare endnu en i rækken af genialiteter. Jeg synes dog, at der er noget ved tidsrejserne, der ikke helt fungerer, og det er, at når man ‘rejser’ ,så går man rundt i vores egen tid, men oplever dét der sker der. Det er en del af plottet, men der burde være en hel del mere gåen ind i vægge og falden ned af trapper, hvis det skulle være gennemført. Men alligevel. Jeg køber præmissen, fordi Daphne sælger mig den. Det er en del af særegenheden ved hendes stil.

Anbefales!

P.S. Jeg kan simpelthen ikke forklare forsiden på bogen. Den viser på ingen måde, hvad bogen handler om. Det er bare en besynderlig collage af mennesker, som ikke umiddelbart har noget med handlingen at gøre. Mystisk…

Den kendte verden

Tags

,

den anden verdenForfatter: Edward P. Jones
Forlag: Roman*Klim
Biblioteksbog
Vinder af Pulitzerprisen

Den kendte verden er et kalejdoskopisk puslespil af en bog. Der springes lystigt i tid og sted, men mærkeligt nok er det ikke svært at følge med. Der er en myriade af personer, som man følger, og langt de fleste er tegnet så klart og tydeligt, at det ingen sag er at følge med i hvem der er hvem. Enkelte falder igennem, men jeg tilgiver gerne forfatteren, fordi bogen som helhed er en ret fantastisk rejse.

Vi følger primært Henry Townsend, en frikøbt tidligere slave, som nu selv ejer slaver. Han dør ret tidligt i bogen, men eftersom der hoppes så meget i tiden, så dukker han oppe som den røde tråd igennem hele historien. En tidligere slave, der ejer slaver; den kan være svær at sluge. Især for Henrys forældre, som var dem, der i første omgang købte sig selv, og siden deres søn fri.  Man kan som læser også undre sig over, hvordan han retfærdiggør det over for sig selv. Men ikke alle slaver/frikøbte slaver tænkte dybe tanker om en anden fremtid eller et alternativt liv. Men de fleste gjorde selvfølgelig. Vil et bundet menneske ikke altid drømme om friheden?

Det er både en spændende, medrivende og tankevækkende bog. Og sindssygt barsk. Det barske er gemt lige under overfladen på sådan en intelligens måde, at man ikke nødvendigvis fanger det, hvis man ikke er en årvågen læser. Så nøgternt beskrives den barske hverdag og de urimelige levevilkår, som sorte amerikanere levede i i 1800-tallet.

Bogen anbefales varmt!

Glasmagerne

Tags

,

glasmagerneForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Rosenkilde
Biblioteksbog

Endnu en bog i min Daphne du Maurier-marathon, og den skuffede ingenlunde. Jeg er ved at udvikle mig til lidt af en fangirl. I kender godt den der spekulation over, hvem man ville invitere på middag, hvis man kunne vælge hvemsomhelst blandt døde og nulevende, og jeg ville invitere Daphne du Maurier. Ja, ja, der er mange, jeg godt gad at invitere på middag, men hun er simpelthen så fascinerende. Dette er 4. bog jeg læser, og det er 4. genre hun har skrevet i. Jamaicakroen var nærmest en gotisk roman, Rebecca en kærlighedsroman/drama, Falkens flugt en krimi/thriller og Glasmagerne er en historisk slægtsroman. Den er sågar baseret på Daphne du Mauriers egen familiem, hvilket jo kun gør det mere interessant.

Igen har Daphne du Maurier godt fat i karakterbekrivelserne. De er nuancerede og spændende. De udvikler sig (nogle mere end andre), og hendes hovedperson tør godt indrømme, når hun har taget fejl. Fortælleren er en ældre dame, der ser tilbage på et langt liv, som blandt andet har omfattet den franske revolution, hvor ingen var sikre i en række år. En spændende tid, som både hun og især hendes familie har været stærkt involveret i. Men på landsbyplan – hvilket jeg virkelig finder interessant. For det meste har jeg læst om den franske revolution i Paris, men her er så billedet af, hvordan det så ud andre steder i landet – bestemt ikke mindre spændende.

Jeg glæder mig til den næste du Maurier i rækken. Og kan kun anbefale Glasmagerne meget varmt!

Mordet på kommandanten – Bog II

Tags

mordet-pa-kommandanten 2Forfatter: Haruki Murakami
Forlag: Klim
Undertitel: En metafor forandrer sig
Biblioteksbog

Bog I tog mig en evighed at læse. Ikke fordi den var kedelig, men fordi Murakami bare tager mig en evighed at læse. Men ikke denne gang. Jeg strøg igennem. Måske fordi jeg havde en afleveringsdato hængende over hovedet, og der er reserveringer på bogen…

Bog II er lidt mere sær end Bog I. Ikke på en dårlig måde. Der sker bare flere virkelig underlige ting. Jeg var godt underholdt. Jeg kan godt lide hovedpersonen, som også bliver mere sær, men også mere sig selv. Murakami leger med metaforer og andre sproglige finurligheder, som virkeliggøres og får stemme. Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod det hele. Folk, der er mere litteraturkyndige end jeg (de findes i rigelige mængder, selvom jeg er professionel bibliotekar), vil nok kunne sige dybe og kloge ting om handlingen og sproget. Mens jeg bare kan sige ‘jeg var godt underholdt’. Jeg tror ikke, at man skal tage det hele så alvorligt. Murakami leger, og jeg leger med uden at lade mig slå ud af dybere meninger. Jeg tror egentlig, at han foretrækker det sådan. Jeg gør, i hvert fald.

Nå, men jeg anbefaler bogen. Især hvis man godt kan lide Murakami (og det kan jeg som oftest), og i særdeleshed, hvis man har læst bog I, som virkelig trænger til denne fine afslutning.

Falkens flugt

Tags

falkens-flugt-daphne-du-maurierForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Aschehoug
Biblioteksbog

Dette er den 3. bog i mit Daphne du Maurier-marathon. Og for pokker, Daphne! Dette er den bedste jeg endnu har læst! Bedre end Rebecca, som Daphne du Maurier ellers blev mest kendt for (og som hun siden blev meget træt af altid var den bog alle talte om). Jeg kunne rigtig godt lide Rebecca – den er i sandhed meget velskrevet – men den kan ikke måle sig med Falkens flugt.

Det undrer mig såre, at Falkens flugt betegnes som krimi, for selvom der sker et mord, så er der ikke megen krimi over den. Udover kriminalgåden så sker der så meget andet, så meget mere. Slutningen i sig selv er en tour de force, hvor bogen er ganske umulig at lægge fra sig. Og alt jeg troede om sammenhængen bliver vendt på hovedet, og jeg står tilbage med en ‘ok, det så jeg overhovedet ikke komme!’ følelse. Wow! Det er godt nok godt udført!

Jeg tør ikke sige ret meget om handlingen, fordi jeg ikke vil spoile. Men jeg kan sige så meget, at den lægger meget roligt ud. Sammen med hovedpersonen prøver vi langsomt at udrede, hvad pokker det er der sker. Vi er bekymrede, hjælpeløse, forfærdede sammen med hovedpersonen efterhånden som sammenhængens gru går op for ham, og er lige så – ja, forundrede eller overraskede er for små og tomme ord til at beskrive, hvordan man (og han) har det til sidst.

Daphne du Maurier er sneget sig ind på mig de sidste par måneder, og jeg ønsker mere og mere, at jeg kunne få lov til at lægge vejen forbi Manderley en eftermiddag og tale med hende om hendes bøger. Ikke om Rebecca, som alle de andre, men om Falkens flugt.

Anbefales meget, meget varmt. Men forbered dig på en lang vej før du forstår præcis hvorfor jeg er så betaget. Jeg var længe om at læse Falkens flugt – det var lidt af en bjerg-etape, hvis vi prøver en Tour de France reference. Men de sidste 100 sider var ren ‘ned af bjerget’ fart, og med hjertet i halsen hele vejen. De sidste par sider var de berusende sekunder, hvor man suser først over målstregen, ét minut før alle forfølgerne.

God fornøjelse!

Ravnenes hvisken

Tags

,

ravnenes-hviskenForfatter: Malene Sølvsten
Forlag: Carlsen
Biblioteksbog
Anbefalet af talrige lånere

Det er efterhånden mange lånere – både børn og voksne – der har anbefalet mig at læse Ravnenes hvisken, og nu fik jeg det endelig gjort. Og heldigvis for det! Den var både god, velskrevet og spændende, og selvom det er en gedigen bog (lige knap 700 sider), så tog den ikke lang tid at læse. Det var en af den slags bøger, som jeg nødig lagde fra mig, og ting som arbejde, rengøring, madlavning og søvn kom faktisk lidt i vejen for læsningen.

Der er ingen tvivl om at den primære målgruppe er unge mennesker, men derfor kan en midaldrende børnebibliotekar altså godt være godt underholdt. Der er masser af kærlighed og opgør med voksne ind over handlingen, som jo nok primært taler til teenagere, men så var det heller ikke værre. Hovedpersonen, Anne, var lige efter mit hjerte, og jeg ville følge hende i tykt og tyndt til historiens ende. Og den er ikke slut endnu, selvom jeg har vendt sidste side i bd 1. For der er mere endnu, og jeg kan næsten ikke vente til bd 2 ligger klar til mig.

Jeg elsker den nordiske mytologi og måden den snor sig ind og ud af fortællingen. Den nordiske mytologi er en utømmelig brønd af gode historier, myter og legender, som kan lægge grobunden til talrige nye gode historier, som denne.

Den kan varmt anbefales til både din indre ase-nørd, din indre romantiker og til dig, som bare godt kan lide en historie, som er godt skruet sammen.

 

Rebecca

Tags

,

9781844080380Forfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Lindhardt&Ringhof
Biblioteksbog

Det er en vidunderlig bog! Jeg er betaget, irriteret, grebet og blev en lille smule overrasket til allersidst.

Jeg har en del til fælles med den navnløse hovedperson. Hendes fantasi kan (ligesom min) også spinde helt ud af proportioner, hun forestiller sig ting (som jeg gør), udspiller lange samtaler og scener ud fra hvad hun forestiller sig andre gør eller siger (som jeg gør). Det kan jeg virkelig forholde mig til. Til gengæld synes jeg, at hun er for usikker på sig selv, for selvudslettende – hun lader flere gange ting fare, så jeg nok havde hidset mig op over. Så – vores fantasi minder meget om hinanden, men vores temperament gør ikke.

Jeg blev ofte meget irriteret på Maxim (hendes mand), som virkelig hverken støtter eller er der for hende på nogen måde, da de først ankommer til Mandaley. Hun er helt alene og på herrens mark. Ingen forklarer noget eller betror hende noget. Huset er fuldt af hemmeligheder og usagte ting, som hun selv må gætte sig til (og som hun pgra overaktiv fantasi gætter forkert). Men både hun og Maxim træder i karakter, da ulykken vælter ned over dem.

Jeg er blevet ret vild med Daphne du Maurier, og der kommer nok en del flere anmeldelser af hendes bøger på denne blog. Hendes sprog og hendes krøllede handlinger betager mig. Hendes karakterer er hele mennesker – de har fejl og skifter mening og gør dumme ting og drager forkerte konklusioner. Men de er alt andet end karikaturer.

Jeg kan godt forstå at samtiden gik helt amok over Rebecca, da den kom ud, og at den blev sådan en bestseller. Jeg kan også godt forstå, at Daphne du Maurier endte med at være dødtræt af den bog, fordi det var den alle ville tale om og alle forbandt hende med, selvom hun havde skrevet så meget andet. Hitchcock filmatiserede også Rebecca (som han gjorde Jamaicakroen), men denne gang var Daphne du Maurier noget mere tilfreds med resultatet. Jeg har desværre ikke set den endnu, men den ligger derhjemme, og jeg skal nok få den set!

Jeg kan virkelig varmt anbefale Rebecca.

Jamaica-kroen

Tags

,

JamaicakroenForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Aschehoug
Biblioteksbog

Først læste jeg Tatiana de Rosnay’s bog om Daphne du Maurier, og tænkte, at her var en forfatter, som jeg gerne vil lære bedre at kende – ved at læse hendes bøger. Jeg startede med Jamaica-kroen, og jeg kan vældig godt lide den! Daphne du Maurier skriver ukunstlet og troværdigt. Hendes beskrivelser fik det til at gyse i mig, fordi jeg kunne mærke den kolde vind på heden, den isnende regn mod ansigtet, og jeg kunne høre havet og skrigene og mænd, der råber. Jeg kan se det hele for mig.

Hovedpersonen Mary er i bund og grund en helt almindelig ung kvinde, og så ikke alligevel (og så alligevel). Hun drømmer ikke om romantik og stor kærlighed. Hun drømmer inderst ind om engang at vende tilbage til sin barndoms landsby, får sit eget sted og dyrke jorden i sit ansigts sved. Hun har ingen fine fornemmelser, og selv da hun en overgang bor hos den lokale herremand og hans familie, så er alt det fine slet ikke noget for hende. Hun er gæv og jævn, og skammer sig ikke over det. Da hun forelsker sig, er hun nærmest lidt ærgerlig over det, for det kuldkaster hendes planer om selvstændighed og frihed. Hun er godt klar over, at den tid hun lever i, ikke giver megen plads til enlige kvinder med fod under eget bord. Hendes moralske kompas peger nogenlunde mod nord, og hun lader ikke bare stå til, når hun støder på ting, som er helt ude af kurs. Jeg genkender det jeg har læst om Daphne selv i Mary, og jeg kan vældig godt lide hende.

Det øvrige karaktergalleri er tegnet, så man ser dem klart og tydeligt. Man kan lugte dårlig ånde, fugtigt tøj og sved på dem. Jamaicakroen er beskrevet, så man næsten synes, at man har været over dørtrinnet. Her er ingen glitter strøet ud – her er snavset og koldt og fugtigt, og der lurer ting i skyggerne, som man helst ikke vil se.

Jeg har siden set Hitchcocks filmatisering at bogen, og jeg kan godt forstå, at Daphne du Maurier var utilfreds. Han har skrevet handlingen helt om, og Mary er ikke den gæve og selvstændige unge kvinde fra bogen, som kan klare det meste selv. Indtil hun ikke kan længere.

Så jeg kan varmt anbefale bogen! Men ikke filmen.