Den underjordiske jernbane

den-underjordiske-jernbaneForfatter: Colson Whitehead
Forlag: Politikens forlag
Biblioteksbog

En barsk og gribende bog om slaveriet i 1800-tallets USA – set fra flere vinkler, men med fokus på den unge kvinde, Cora, som flygter fra den plantage, hvor hun holdes som slave. Hun rejser med den underjordiske jernbane fra Georgia til friheden, men med flere stop, som kun ligner frihed, men ikke er det.

Det irriterer mig, at bogen, som har vundet både the National Book Award i 2016 OG Pulitzer-prisen i 2017, rent faktisk beskriver den underjordiske jernbane som en underjordisk jernbane. Seriøst – ingen gravede tunneller ud i nordamerikas undergrund store nok til at der kunne køre tog. Det er en umulig opgave. Og togene ville aldrig kunne køre der uden at kvæle både lokomotivfører og passagerer. Hvis der var de lufthuller, der skulle være for at røg kunne slippe ud, så ville røgen kunne ses, og togene kunne høres. Jeg har læst mig til, at det var et bevidst valg fra Whitehead’s side at gøre jernbanen virkelig – sådan power-of-plot agtigt – fordi det er en fed måde at transportere sine karakterer uset gennem landet. Og fordi stationerne og lokomotivførerne så skal tages helt bogstaveligt. Men det generer alligevel min historiske sans, når jeg skal tage alt anden handling for pålydende (og gør det), men skal øve vold på mig selv for at købe denne ene præmis. Jeg er bange for, at når folk, der læser bogen, finder ud af at jernbanen ikke eksisterede som beskrevet her, så tror de heller ikke på resten af historien. Og resten af historien skal jo fortælles, fordi den er en vigtig del af USA’s historie! Æv!

Cora er en hård negl. Hun er 16 år, da hun flygter. 8 år forhinden flygtede hendes mor, og blev aldrig fanget. Da Cora presses til sit yderste, beslutter hun at tage imod den medslaveholdte Caesar’s tilbud: at flygte sammen. Det er mildest talt en begivenhedsrig rejse de kommer ud på. Flere gange tror de, at nu er målet nået og de er fri, men som Cora må sande, så er det for det første svært at finde et sted, hvor man for alvor er i sikkerhed, og for det andet er det mere end svært at lægge oplevelserne som slave bag sig. De lider alle som en af PTS, men håndterer det forskelligt. Cora håndterer det ved ikke at lade nogen komme tæt på, hvilket kan få hende til at ligne en kold skid. Jeg forstår hende godt, men jeg synes heller ikke hun rigtig lader læseren komme ind på livet. Whitehead roses ellers i flere anmeldelser for, hvor dygtigt han beskriver kvinder. Men jeg kan ikke mærke hende. Jeg følger hende og føler med hende, men hun giver ikke ved dørene, og da bogen slutter, er jeg stadig ikke rigtig klog på hende. Og det er ærgerligt, for det er ellers en ret god bog.

 

 

Reklamer

Sjælesluger

Tags

, , ,

Forfatter: Gail Carriger
Forlag: Tellerup
1. del af serien: Soulless
Biblioteksbog (men bliver nødt til at købe den!)
Anbefalet af Stine

Dette er den mest underholdende bog jeg længe har læst! Spændende, humoristisk, den helt rigtige ratio af handling og romantik, de FEDESTE karakterer og sprog, der fik mig til at fnise offentligt!

Jeg holder meget af steampunk – især når den er placeret lige midt i Victoria-tidens London. Her er steampunken kombineret med en samling overnaturlige: varulve, vampyrer og spøgelser, og det virker så storartet.

Vores heltinde, Alexia Tarabotti er er en 26-årig gammeljomfru (!) med romersk næse og for mørk hud til at være fasionabel (hendes far var italiener). Hun er sjælløs, og derfor alle overnaturliges naturlige fjende – hun neutraliserer nemlig deres overnaturlige kræfter. Det forhindrer hende dog ikke i at være særdeles gode venner med den outrerede vampyr Lord Akeldama, og have et noget intenst had/kærlighedsforhold til alfa-varulven Lord Maccon (især det had/kærlighedsforhold er voldsomt underholdende). Alexias overvejelser i forhold til kys og indførelse af tunge, og tilbagetrækning af samme, har fået mig til at hulke af grin (offentligt endda). Det er hysterisk underholdende! Hun er ganske enkelt en fortræffelig hovedperson!

Heldigvis har ældstebarnet anskaffet bd 2 og 3 til vores kindler. Dem glæder jeg mig også voldsomt til at læse.

Kan virkelig varmt anbefales til alle, der kan lide steampunk, investigation, goth, Jane Austen-romantik, sassy hovedpersoner og god underholdning. VARMT!

 

Emma Gad for hvide

Tags

emma gad for hvideForfatter: Anna Neye
Forlag: Gyldendal
Biblioteksbog

Jeg er meget taknemmelig for denne her bog. Jeg er nemlig én af de velmenende hvide (eller ‘lyserøde’ om du vil), som bare gerne vil vide, hvordan jeg bedst muligt kan undgå at træde nogen over tæerne. Jeg har sunget ‘kokosnød’ i stedet for ‘negerdreng’, når jeg sang Elefantens vuggevise for mine børn. Jeg prøver at sige ‘anden etnisk herkomst end dansk’ i stedet for ‘indvandrer’, selvom det ved gud ikke er nemmere. Jeg er ikke opdraget racistisk – tværtimod – men jeg er stadig priviligeret, fordi jeg er hvid (eller bleg), og der er ting, som jeg ikke har nogen forudsætninger for at kunne sætte mig ind i, fordi jeg er hvid (eller fregnet). Og jeg kegler rundt i mine klodsede forsøg på at være forstående og imødekommende – fordi jeg er hvid (eller beige) og ikke altid kan se, hvornår noget er stødende.

Anna Neye lægger ud med en gennemgang af dansk kolonialhistorie – en historie som jeg kender ret godt, fordi den har interesseret mig længe – fordi det er i den vi finder roden til vores hvide privilegium. Vi (europæere) tog ud som overmennesker i den ganske verden. Vi er indvandrere (ja, vi er!) over hele kloden. Nord- og Sydamerika, samt Australien er nærmest udelukkende beboet af europæiske indvandrere, som har fortrængt den oprindelige befolkning. Det er måske derfor, vi er så bange for indvandrere i dag: de kunne jo finde på at gøre gengæld! Hvad resten af verden angår, er ingen gået helt fri for indflydelse af den europæriske overlegenhed (ikke at vi er overlegne, som i bedre, men overlegne, som i AT TRO, at vi er bedre). Og den hænger ved os endnu, den følelse. Af at være bedre, fordi vi er hvide. Hvilket jo er noget sludder.

Derudover prøver Anna Neye at give nogle pointers til, hvordan velmenende hvide kan omgås brune mennesker. Fx ved at kalde dem brune i stedet for det meget udskældte ord ‘negre’. Det giver god mening for mig. I den udstrækning det overhovedet er vigtigt at fokusere på hudfarve. Idéen om menneskeracer som sådan er på vej ud – og det kan jeg også rigtig godt lide. Den Store Danske Encyklopædi siger om menneskeracer: ‘Gennem tiden har man forsøgt at opstille en raceklassifikation for mennesker, men det er i dag svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer. Der er snarere tale om gradvise overgange mellem populationer’. At vi ser forskellige ud har med geografiske variationer at gøre mere end deciderede racer. Vi er alle sammen mennesker, og ingen er bedre end andre, fordi de har en bestemt hudfarve. Basta.

Jeg kan desværre ikke påstå, at jeg er farveblind. Jeg ville ønske jeg var, og måske kan jeg blive det. Folks udseende betyder stadig noget for, hvordan jeg tænker om dem. Men jeg tænker ikke, at jeg er bedre (i det mindste). Men det vigtige må være at behandle alle ens. At have samme venlighed overfor alle uanset. Det er noget, der kan læres. Jeg tror på, at næste generation vil være mere farveblinde, end min er. Og at generationen efter dem vil være endnu mere farveblinde. Man må gerne håbe, ikke?

Nå, bogen anbefales varmt! Man bliver klogere. Jeg gjorde i hvert fald. Der gik lidt tid fra jeg læste den til jeg skrev denne anmeldelse. Den skulle lige bundfælde sig. Den kunne godt være med til at gøre mig til et bedre menneske.

The Blue Castle

Tags

blue castleForfatter: L. M. Montgomery
Forlag: Hesperus
Lånt af Pia

Valency gør altid, hvad verden forventer af hende, på en tid hvor kvinder kun er noget værd, hvis de gifter sig – under forudsætning af, at de gifter sig godt. Men Valency er som 29-årige ikke gift, hvilket hendes klan af en familie konstant minder hende om. Hun er gammeljomfru, kedelig, ikke for køn, i vejen. Men en dag vendes der op og ned på det hele: hun får en besked, der ændrer hendes liv. Eller som får hende til at beslutte sig for at ændre sit liv. Hun begynder at sige hvad hun tænker, gøre hvad der passer hende, og klanen er ikke i tvivl: Valency må have mistet forstanden! I virkeligheden har Valency bare besluttet sig for at være glad.

L. M. Montgomery har beriget verden med Anne fra Grønnebakken og Emily fra Månegården, som handler om nogle helt særlige piger med et unikt syn på verdenen. Valency er en voksen kvinde, med er alligevel sjælesøster med de to (nok især Anne) – de havde forstået hinanden. Valency’s tilflugtssted er det blå slot, som kun findes i hendes fantasy. Men da verden sætter hende stolen for døren, sætter hun sig for at finde det slot.

Det er en superromantisk historie – for selvfølgelig er manden for Valency derude. Og han er lige så fantastisk som hun fortjener. Det er en bog man bliver glad af, en bog som lefler for din indre romantiker. Jeg vil ikke påstå, at den ikke er lidt forudsigelig, men det gør ikke noget. L. M. Montgomery skriver så dejligt, at jeg kan tilgive hende hvadsomhelst. Jeg sukkede henført, da jeg lagde den fra mig.

Anbefales til romantiske sjæle.

20 brudstykker af en hungrende ungdom

20 brudstykkerForfatter: Xiaolu Guo
Forlag: bahnhof
Biblioteksbog

Bogen er et vidunderligt billede af nutidens ungdom i Kina, som er fanget mellem den gammelkommunistiske verden og økonomisk fremadstormende verden. Den unge kvinde, Fenfang, drømmer om skinnende ting, men det er ikke nemt i en verden, hvor man stadig overvåges hele tiden af ‘gamle høns’, som melder én til myndighederne, hvis man ikke følger de moralske regler.

Fenfang er betaget af vestlig kultur – vestlige film og vestlige forfattere, men hendes verden er uendeligt langt derfra. Man skal kende sin plads i Kina, og man skal helst ikke træde udenfor stregerne. Og det Fenfang ønsker sig ligger ikke inden for stregerne.

Jeg bliver virkelig underholdt af de kinesiske navne for steder. Når et gråt betonkompleks kaldes ‘Den Kinesiske Rosenhave’, selvom stedet aldrig har set skyggen af en rose. Eller et lejlighedskompleks ved navn ‘Kommerciel succes’. Det er som om, at ved at give stederne smukke eller sigende navne, så kan man lade som om at det er sandt. Det moderne Kina er en stor facade, hvor det individuelle menneske ikke er noget værd. Man er kun noget værd, når man gør noget for fællesskabet, følger fællesskabets regler og bliver indenfor fællesskabets grænser. Det må være klaustrofobisk, og Fenfang er dagligt ved at kvæles i Beijings støv og favn.

Jeg har kigget ind af et koøje på en fremmed kultur, og undres og mores og forskrækkes og forarges. En ualmindelig spændende oplevelse.

Anbefales varmt!

 

Løvinden – et portræt af Karen Blixen

løvindenForfatter: Anne-Caroline Pandolfo
Illustrator: Terkel Risbjerg
Forlag: Fahrenheit
Biblioteksbog – anbefalet af Lene

Både skrive- og tegnestil mindede mig så meget om Hugo Pratts, at jeg hele tiden forventede at enten Corto Maltese eller Rasputin ville dukke op i historien. De ville passe lige ind. Karen Blixen er også lidt i familie med Corto Maltese, når det kommer til stykket. Et noget omflakkende liv med et fantastisk skær, noget overnaturligt, der flimrer i udkanten af det, en søgende eventyrlig sjæl. Corto er heldigere, fordi han som mand kan bevæge sig hvor han vil, mens Karen hele tiden skal kæmpe sig ud af det ene bur efter det andet. Hvilket dog også lykkedes for hende.

Det er et rigtig fint portræt af en af vores største fortællere, hvis liv i sig selv var lidt af et eventyr. Jeg får helt lyst til at læse hendes historier igen.

Luskefisefortællinger

luskefisefortællingerForfatter: Jens Blendstrup
Forlag: Samleren
Biblioteksbog

At læse ‘Luskefisefortællinger’ minder mig om, da jeg som barn ‘hjalp’ min far i haven, men jeg fik ham til at fortæller historier fra dengang han var dreng. Fra dengang han var Vanløsemester på rulleskøjter, var en del af banden De Sorte Brødre, og kørte med ‘Dødssejleren’ sammen med 4-5 andre drenge ned af kælkebakken i Grøndalsparken. Jeg var meget betaget af denne fjerne og vidunderlige tid, som barndommen i 1950’erne var (i hvert fald i en lille 5-årig piges ører).

Jens Blenstrup har også en lang række fine barndomserindringer, som er lige så skøre og skæve, som dem min far leverede. Hans historier minder ikke så lidt om min far, faktisk, og de har begge to en Lille Finn i deres barndomserindringer. Så det var en ren fornøjelse at læse. Altså, jeg tror også at de er en fornøjelse for andre at læse, for de er skægge og ligefremme og lige sådan man forestiller sig at raske drenges barndomme i 50’erne var.

Det er første gang jeg har læst noget af Jens Blendstrup, men det bliver næppe sidste.

En gud i ruiner

en gud i ruinerForfatter: Kate Atkinson
Forlag: Gads forlag
Biblioteksbog

Vores hovedperson, Teddy, er lillebror til den Ursula, som lever liv efter liv i bogen af samme navn (altså: ‘Liv efter liv’). I denne bog dør han dog ikke ganske ung, som han gør i ‘Liv efter liv’ – han er pilot i Anden Verdenskrig – men lever i bedste velgående også efter krigen. Også i denne bog leger Atkinson med tiden. I ‘Liv efter liv’ kører vi dog i cirkler: Ursula bliver født, lever, dør, hvorefter hun bliver født igen, lever og dør, bare på en lidt anden måde, fordi hun handler forskelligt, eller tilfælde spiller ind og ændrer på tingene. Teddy derimod har kun det ene liv, men der hoppes en del i handlingen. Af og til for man noget at vide om noget der sker lidt senere, eller en konsekvens af det der sker nu, men det er på en helt naturlig måde, som giver vældig god mening. For hvordan fortæller man et helt liv uden at komme til at springe i handlingen?

Udover Teddy følger vi også hans hustru, Nancy, deres datter, Viola, samt deres to børnebørn, Sunny og Bertie. Jeg har det rigtig svært med Viola. Magen til selvoptaget og kontrær gimpe skal man lede længe efter. Selvcentreret, doven, konstant misfornøjet med alting, ude af stand til rigtig at glædes over noget. Hun gør det konstant svært for sig selv, og føler sig misforstået og uelsket, selvom hun aldrig selv gør en indsats for at forstå eller elske andre. Henimod slutningen får man lidt en forklaring, men så heller ikke rigtig alligevel. Måske bruger hun den oplevelse til at undskylde, at hun er blevet så usympatisk, men der er mange måde at gribe livet an på, og Viola gør bare alt det forkerte.

Teddy derimod kan jeg rigtig godt lide. Han er charmerende, omsorgsfuld, solid, og selvom han som far falder lidt igennem (mest fordi datteren ikke lader ham få et ben til jorden), så er han en eminent god morfar.

Jeg kan godt lide Atkinson’s tidshop. Hvor de i nogle bøger kan være irriterende eller direkte belastende, så virker de i denne her sammenhæng. Jeg var vild med ‘Liv efter liv’, og jeg er også ret begejstret for ‘En gud i ruiner’.

Kan varmt anbefales!

 

I’m fine, but you appear to be sinking

i'm fine but you appear to be sinkingForfatter: Leyna Krow
Forlag: Featherproof Books
Lånt af Pia

Det er en spøjs og voldsomt underholdende novellesamling. Nogle af historierne hænger (løst) sammen, nogle har ingen slutning, og nogle af dem har sikkert en dybere mening, som går fuldstændig hen over hovedet på mig.

Min yndlingshistorie er helt klart ‘End time’, fortalt af en kvinde som lever igen og igen – lidt som i Kate Atkinsons ‘Liv efter liv’ – men denne hovedperson er fuldt ud bevist om, at leve igen og igen, og ved fra starten af hvilken dag hun dør. Hun har også en ret fast fornemmelse af hvornår jordens undergang finder sted – nogle gange gennemlever hun det, og andre gange finder den først sted efter hendes død, men hun ved stadig hvornår det bliver og prøver at advare sin mand og søn om at det kommer til at ske. Hun ved dog også godt, at de sjældent tror på hendes forudsigelser, selvom hun faktisk er ret præcis. Det er en kringlet og egentlig ret opløftet historie, alt taget i betragtning.

Selv de historier jeg ikke helt forstår, var underholdende – små brudstykker i nogens liv.  Hverdagshistorier, og så alligevel ikke. Novellesamlingen kan i hvert fald varmt anbefales!

På Bornholm må man græde overalt

på bornholm må man græde overaltForfatter: Martha Flyvholm Tode
Forlag: Høst & Søn
Lånt på biblioteket – anbefalet af flere kolleger

På Bornholm må man græde overalt‘ er en overordentlig fin, lille sag, som er hurtigt læst, men ikke hurtigt glemt. Den listede sig lige så stille ind i hjertekulen på mig og blev siddende.

Bogen handler kort fortalt om Maria, som prøver at tackle en svær sorg, samtidig med at livet alligevel skal leves på én eller anden måde. Hun henter trøst i bogen Det værst tænkelige – en håndbog i overlevelse (som faktisk kan lånes fra landets største biblioteker – jeg ved ikke hvorfor bogen ikke er meget udbredt: Alle har vel brug for at vide, hvad man gør, hvis ens faldskærm ikke udløser sig eller hvis man bliver bidt af en slange). Det værst tænkelige er faktisk, at Maria ikke kan føle alt det hun egentlig har brug for at føle. Den sorg hun tumler med har ligesom lukket for alt det andet.

Det er en utrolig velskrevet bog, og jeg håber virkelig at Martha Flyvholm Tode  skriver mere. Meget mere. Jeg vil glæde mig til at læse det.

Jeg kan røbe, at alle børnebibliotekarerne i Albertslund har læst bogen, så jeg forventer at ingen længe, så har alle unge i Albertslund også læst den. Det burde de i hvert fald.