Forfatter: Emma Healey

Forlag: People’s Press

Biblioteksbog

Muligvis den mest uhyggelige bog jeg har læst i år! Og det er ikke fordi, der sker specielt uhyggelige ting, men fordi fortælleren er en dement kvinde, og man virkelig får lejlighed til at være inde i hendes hoved, og prøve, hvordan dét er…

Mauds veninde Elizabeth er forsvundet. Dét ved hun, for det står på sedler hun finder i sin lomme og taske, og på bordet i stuen. Når Maud tager hen for at besøge hende, ringer hun forgæves på døren, men ingen åbner, og Maud skriver (igen) på en seddel: ‘Elizabeth er forsvundet’. Når hun siger det til sin datter, Helen, så ser Helen opgivende ud, og siger ‘Mor, dét har vi snakket om!”. Men Maud kan ikke huske, at de har snakket om det. Maud kan i det hele taget ikke huske ret godt. Hun kan ikke huske, hvor hun skulle hen, da hun gik hjemmefra. Hun kan ikke huske, hvad det var hun skulle købe, når hun er hos købmanden. Der står på en seddel i køkkenet, at hun ikke må lave mad, men et æg må hun vel gerne koge? Så hun sætter et æg over på komfuret, går ind i stuen og glemmer så alt om det.

Selvom Maud glemmer alt det andet, så husker hun mysteriet om hendes søster, der også forsvandt, da de var unge. Det er en historie, der langsomt folder sig ud sideløbende med nytidsfortællingen, og de to historier flettes sammen til sidst på en højst overraskende måde!

Det er i det hele taget en gribende fortælling, der sniger sig ind på én og dolker én i ryggen! Jeg føler sådan med Maud, som egentlig virker ret frisk og ved sine fulde fem, indtil det gik op for mig, hvor skidt det faktisk står til. Jeg håber, at jeg aldrig får demens ind på livet – det må være det værste i verden ikke at blive genkendt af sine forældre, eller ikke at kunne kende sine børn.

Ja, nu lyder det lidt som en bog, som man skal holde sig fra, men det skal man ikke! Den er virkelig godt skrevet, og det var en stor læseoplevelse. Jeg anbefaler varmt!