Forfatter: Thorkild Hansen
Hardback. Egen samling
Slavernes øer er den tredje og sidste bog af Thorkild Hansen om danskernes slavehold og slavehandel. Det er ikke opmuntrende læsning… De få mennesker, der prøvede at forbedre slavernes forhold, kom til kort. Tanken om at afskaffe slaveri lå danskerne fjernt. Det var jo så langt væk, og var de sorte dér overhovedet rigtige mennesker? Det er virkelig sørgelig. Selv når konge og regering lavede love om at forbedre forholdende, indføre skolegang fx, eller at slaveejeren skulle sørge for tøj og mad til slaverne (som man måtte antage ville være et absolut must), så blev det aldrig rigtig implementeret, eller i hvert fald kun modvilligt og trægt. Danskerne og de andre slave-ejere på de danske øer havde meget på samvittigheden. Og den danske stat havde meget at skamme sig over.
Når vi kommer til det med at sige undskyld for forfædrenes synder, så var jeg tidligere af den holdning, at jeg ikke kan undskylde for noget nogen har gjort for mange år siden, under ganske andre forhold end dem vi har i dag. Så snakkede jeg med min far om bøgerne. Han har også læst dem, og mange andre bøger om emnet, og han sagde (sådan ca): ‘Hvis det kan hjælpe nogen, at jeg siger undskyld, så gør jeg det gerne. Det vi gjorde dengang var forkert, og hvis uretten stadig sidder i kroppen på nogen, og min undskyldning kan gøre noget godt for dem, så siger jeg uden tøven undskyld’. Jeg synes, at han har ret. Efterkommerne af de afrikanere, der solgte deres landsmænd, må selv stå for regning, men jeg kan som repræsentant – om end ubetydeligt – for mit land i hvert fald undskylde for, at vi danskere skabte et marked for salget, at vi under kummerlige forhold transporterede tusindvis af afrikanere over Atlanterhavet – hvoraf hundreder døde undervejs – og at vi oprettede en koloni med en økonomi, der afhang af gratis arbejdskraft. Arbejdskraft fra mennesker, som blev behandlet usselt, som selv måtte dyrke den mad, de kunne spise efter endt arbejdsdag (som i sig selv var overordentlig lang), som blev straffet hårdt for den mindste overtrædelse, og som ikke fik lægehjælp eller skoling af nogen art. I sandhed skammeligt!
Det er et under, at når man som dansker rejser til de tidligere danske øer, så bliver man hilst velkommen, som en fjern slægtning fra et endnu fjernere land. Jeg ville rigtig gerne rejse dertil. Måske med mindre romantiske forestillinger, end jeg havde, da jeg startede med at læse bøgerne. Det kommer lidt til at svare til et besøg af Auschwitz – bare pakket ind i en veritabelt paradislignende natur og smilende mennesker. Og skulle nogen henvende sig, og forlange en undskyldning fra mig, så giver jeg den gerne og uden tøven.
