Tags

, , ,

Forfatter: Mich Vraa
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Biblioteksbøger

Jeg har altid været fascineret af det tidligere Dansk Vestindien. Af mange grunde: dels fordi jeg indledningsvis syntes, at det var romantisk og fantastisk, at Danmark engang havde kolonier et så eksotisk sted som Vestindien (hvor skulle jeg blive klogere!), dels fordi jeg har en tip-tip-tipoldefar (eller noget i den retning), som tog derover som landfoged, og døde dér af en eller anden tropisk febersygdom. Jeg er med tiden kommet mig over det romantiske billede, efterhånden som jeg har fået sat mig ind i sagerne, og lært at der intet romantisk eller fantastisk er ved at have kolonier, og da slet ikke kolonier som udelukkende overlever, fordi alt det hårde arbejde udførtes af ufrie mennesker, som blev bragt til øerne fra Afrika. Jeg er nu stadig fascineret af historien. Mest fordi jeg ikke helt fatter, hvordan man har kunnet forsvare først at benytte sig af ufries arbejdskraft, og siden at overlade dem fuldstændig til deres egen skæbne uden på nogen måde at klæde dem på til at håndtere friheden. Jeg fatter heller ikke, at de blanke på øerne slap afsted med at handle og opføre sig som de gjorde. Det var en anden tid, men selvom vi kalder det en guldalder, og bryster os af alle de fine palæer, som blev bygget af penge som blev tjent på andres blod, sved og tårer, så er det ikke noget at være stolt af.

Mich Vraa skildrer tiden hvor Danmark havde kolonier i Vestindien, og tiden efter vi solgte øerne – uden i øvrigt at spørge dem, der boede der – til USA, som heller ikke havde nogen interesse i at gøre livet bedre for befolkningen. Og det gør han virkelig godt! Det er en blanding af mere eller mindre historiske dokumenter og mere eller mindre fiktive fortællinger om både virkelige og fiktive personer. Forbandet godt skruet sammen! Det tog mig omkring 30 sider at vænne mig til, at der blev hoppet i tiden. Dokumenter, dagbogscitater, breve mm præsenteres i tilsyneladende vilkårlig rækkefølge, og alligevel får man tingene at vide så historien flyder bedst muligt.

Alle tre bøger betog mig, og jeg kan anbefale dem alle tre meget varmt. Jeg må indrømme, at jeg havde det sværrest med Faith, fordi hovedpersonen ikke brød sig om Danmark. Jeg blev lidt stødt på manchetterne, selvom jeg jo godt vidste, at hverken hun eller hendes forfædre havde fået nogensomhelst god grund til at holde af Danmark – tværtimod. Men jeg kom mig over min modstand, og blev lige så opslugt, som jeg havde været af de andre bøger.

Det er en vigtig del af Danmarkshistorien, som vi skylder befolkningen på de tre små øer at tage alvorlig og lære noget af.

Mine allervarmeste anbefalinger!