Tags

, ,

omslag_døden-er-et-øjeblikForfatter: Martin Jensen
Forlag: Klim
Biblioteksbog

Jeg er utrolig glad for Martin Jensens historiske romaner! Især serierne om middelalderbyfogeden Eske Litle i Middelfart og vikingen Halfdan i England. Martin Jensen skriver nemlig så det er som at være der selv. Han får lugte og lyde og beskrivelser af handlinger til at stå helt skarpt. Det er faktisk lidt som at være på tidsrejse, når man læser én af hans bøger.

Døden er et øjeblik står alene, men står stærkt! Vi starter i 1850’ernes Danmark, hvor Grundloven er blevet underskrevet, men den lighed for alle som den tiltænker er ikke rigtig trådt igennem. Drengen Rasmus er søn af byens hore, og hverken hun eller han har et særlig nemt liv. Som stor dreng og ung mand er Rasmus tyv, men fordi han er både snedig og klarttænkende ender det, der kunne være endt med hans død, med en envejsbillet til Amerika. Han finder fodfæste der, og må spille en aktiv del i den amerikanske borgerkrig.

Rasmus er en snarrådig person, som får det bedste ud af de fleste situationer. Men han er også en god mand med retfærdighedssans og med en holdning om at alle er lige – uanset fødselsomstændigheder, køn og hudfarve. Lidt af en kunst i en uretfærdig verden.

Som titlen antyder har Rasmus døden tæt inde på livet flere gange, og man sidder indtil sidste side og spekulerer på, om også Rasmus må bukke under for den inden bogen er slut. Om han gør, siger jeg ikke, for spekulationen skal man have lov at have…

Anbefales meget varmt!