Tags

,

ravnenes-hviskenForfatter: Malene Sølvsten
Forlag: Carlsen
Biblioteksbog
Anbefalet af talrige lånere

Det er efterhånden mange lånere – både børn og voksne – der har anbefalet mig at læse Ravnenes hvisken, og nu fik jeg det endelig gjort. Og heldigvis for det! Den var både god, velskrevet og spændende, og selvom det er en gedigen bog (lige knap 700 sider), så tog den ikke lang tid at læse. Det var en af den slags bøger, som jeg nødig lagde fra mig, og ting som arbejde, rengøring, madlavning og søvn kom faktisk lidt i vejen for læsningen.

Der er ingen tvivl om at den primære målgruppe er unge mennesker, men derfor kan en midaldrende børnebibliotekar altså godt være godt underholdt. Der er masser af kærlighed og opgør med voksne ind over handlingen, som jo nok primært taler til teenagere, men så var det heller ikke værre. Hovedpersonen, Anne, var lige efter mit hjerte, og jeg ville følge hende i tykt og tyndt til historiens ende. Og den er ikke slut endnu, selvom jeg har vendt sidste side i bd 1. For der er mere endnu, og jeg kan næsten ikke vente til bd 2 ligger klar til mig.

Jeg elsker den nordiske mytologi og måden den snor sig ind og ud af fortællingen. Den nordiske mytologi er en utømmelig brønd af gode historier, myter og legender, som kan lægge grobunden til talrige nye gode historier, som denne.

Den kan varmt anbefales til både din indre ase-nørd, din indre romantiker og til dig, som bare godt kan lide en historie, som er godt skruet sammen.

 

Reklamer