Tags

,

9781844080380Forfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Lindhardt&Ringhof
Biblioteksbog

Det er en vidunderlig bog! Jeg er betaget, irriteret, grebet og blev en lille smule overrasket til allersidst.

Jeg har en del til fælles med den navnløse hovedperson. Hendes fantasi kan (ligesom min) også spinde helt ud af proportioner, hun forestiller sig ting (som jeg gør), udspiller lange samtaler og scener ud fra hvad hun forestiller sig andre gør eller siger (som jeg gør). Det kan jeg virkelig forholde mig til. Til gengæld synes jeg, at hun er for usikker på sig selv, for selvudslettende – hun lader flere gange ting fare, så jeg nok havde hidset mig op over. Så – vores fantasi minder meget om hinanden, men vores temperament gør ikke.

Jeg blev ofte meget irriteret på Maxim (hendes mand), som virkelig hverken støtter eller er der for hende på nogen måde, da de først ankommer til Mandaley. Hun er helt alene og på herrens mark. Ingen forklarer noget eller betror hende noget. Huset er fuldt af hemmeligheder og usagte ting, som hun selv må gætte sig til (og som hun pgra overaktiv fantasi gætter forkert). Men både hun og Maxim træder i karakter, da ulykken vælter ned over dem.

Jeg er blevet ret vild med Daphne du Maurier, og der kommer nok en del flere anmeldelser af hendes bøger på denne blog. Hendes sprog og hendes krøllede handlinger betager mig. Hendes karakterer er hele mennesker – de har fejl og skifter mening og gør dumme ting og drager forkerte konklusioner. Men de er alt andet end karikaturer.

Jeg kan godt forstå at samtiden gik helt amok over Rebecca, da den kom ud, og at den blev sådan en bestseller. Jeg kan også godt forstå, at Daphne du Maurier endte med at være dødtræt af den bog, fordi det var den alle ville tale om og alle forbandt hende med, selvom hun havde skrevet så meget andet. Hitchcock filmatiserede også Rebecca (som han gjorde Jamaicakroen), men denne gang var Daphne du Maurier noget mere tilfreds med resultatet. Jeg har desværre ikke set den endnu, men den ligger derhjemme, og jeg skal nok få den set!

Jeg kan virkelig varmt anbefale Rebecca.

Reklamer