Tags

,

JamaicakroenForfatter: Daphne du Maurier
Forlag: Aschehoug
Biblioteksbog

Først læste jeg Tatiana de Rosnay’s bog om Daphne du Maurier, og tænkte, at her var en forfatter, som jeg gerne vil lære bedre at kende – ved at læse hendes bøger. Jeg startede med Jamaica-kroen, og jeg kan vældig godt lide den! Daphne du Maurier skriver ukunstlet og troværdigt. Hendes beskrivelser fik det til at gyse i mig, fordi jeg kunne mærke den kolde vind på heden, den isnende regn mod ansigtet, og jeg kunne høre havet og skrigene og mænd, der råber. Jeg kan se det hele for mig.

Hovedpersonen Mary er i bund og grund en helt almindelig ung kvinde, og så ikke alligevel (og så alligevel). Hun drømmer ikke om romantik og stor kærlighed. Hun drømmer inderst ind om engang at vende tilbage til sin barndoms landsby, får sit eget sted og dyrke jorden i sit ansigts sved. Hun har ingen fine fornemmelser, og selv da hun en overgang bor hos den lokale herremand og hans familie, så er alt det fine slet ikke noget for hende. Hun er gæv og jævn, og skammer sig ikke over det. Da hun forelsker sig, er hun nærmest lidt ærgerlig over det, for det kuldkaster hendes planer om selvstændighed og frihed. Hun er godt klar over, at den tid hun lever i, ikke giver megen plads til enlige kvinder med fod under eget bord. Hendes moralske kompas peger nogenlunde mod nord, og hun lader ikke bare stå til, når hun støder på ting, som er helt ude af kurs. Jeg genkender det jeg har læst om Daphne selv i Mary, og jeg kan vældig godt lide hende.

Det øvrige karaktergalleri er tegnet, så man ser dem klart og tydeligt. Man kan lugte dårlig ånde, fugtigt tøj og sved på dem. Jamaicakroen er beskrevet, så man næsten synes, at man har været over dørtrinnet. Her er ingen glitter strøet ud – her er snavset og koldt og fugtigt, og der lurer ting i skyggerne, som man helst ikke vil se.

Jeg har siden set Hitchcocks filmatisering at bogen, og jeg kan godt forstå, at Daphne du Maurier var utilfreds. Han har skrevet handlingen helt om, og Mary er ikke den gæve og selvstændige unge kvinde fra bogen, som kan klare det meste selv. Indtil hun ikke kan længere.

Så jeg kan varmt anbefale bogen! Men ikke filmen.

Reklamer