Tags

,

akata witchForfatter: Nnedi Okorafor
Sprog: engelsk
Biblioteksbog

Jeg begyndte at interessere mig for alvor for afrikansk historie og kultur for lige under et år siden. Så da denne her bog dukkede op på radaren, var den et klart must-read.

Jeg gad godt, at JK Rowling udliciterede retten til at skrive om den afrikanske pendent til Hogwarts: Uagadou, og at hvis hun gjorde det, så gjorde hun det til Nnedi Okorafor. Nnedi Okorafor har både sans for at skrive en virkelig god historie, men hun kender også noget til afrikansk magi, overtro og magiske væsener, på samme niveau som Rowling kender den engelske og til dels europæiske magi mm.

Akata witch er en fascinerende fortælling. Jeg har både fået et indblik i afrikansk magi, men også i hverdagen i Nigeria, hvor historien finder sted. 12-årige Sunny Nwazue er født i USA af nigerianske forældre og har boet der de første 9 år af sit liv. Nu er de så flyttet til Nigeria, hvor Sunny skiller sig ud på mere end én måde. Dels det amerikansk som hun har med sig, men også fordi hun er albino og derfor lysere end alle omkring sig. Og så skiller hun sig ud ved at være ‘leopard people’ – magiker – men det er hemmeligt. Det kommer som noget af en overraskelse for hende, da hun har sin første magiske oplevelse, og to af hendes venner – som også viser sig at være leopard people – tager hende med til deres magi-lærer.

Det er en helt igennem spændende og interessant historie, som jeg kun kan anbefale varmt. Jeg skynder mig at tage næste bind i serien – ‘Akata Warrior’ – med hjem.

SPOILERS:
Der er faktisk en del lighedspunkter mellem Akata Witch og Harry Potter – dog uden Akata Witch på nogen måde kan beskyldes for at være en rip-off eller noget:
Harry Potter er 11 og Sunny Nwazue er 12 – så næsten jævnaldrende – da det går op for dem, at de faktisk har et kæmpe magisk potentiale.
Det magiske marked i Akata Witch er lige så forunderligt som Diagon Alley.
De eccelerer begge inden for en sportsgren, skønt de er yngre end de fleste andre på holdet: Harry til quidditch og Sunny til fodbold.
De redder begge verden – men havde ikke klaret det uden deres venner.
Der indgår virkelige mærkelige magiske busser i begge historier…

Min pointe er, at hvis du kan lide Harry Potter, så kan du med ret stor sandsynlighed også godt lide Akata Witch 🙂

Reklamer