Tags

akutklokkenForfatter: Karin Brunk Holmqvist
Forlag: Cicero
Biblioteksbog

Endnu en superhyggelig bog fra Karin Brunk Holmqvist. Denne gang er det to ældre søstre, Julia og Elsa, der bor sammen og ikke mangler noget. Alt går stille og roligt, indtil de en dag arver en 4½ million kroners-villa og en fornem BMW fra deres kusine. Det er noget af en omvæltning for to nøjsomme damer, hvis vildeste drømme egentlig bare var, at det kunne være rart med en brødrister.

I modsætningen til ‘Glimmerbøsserne’ er der her en slags skurk: kusinens tidligere kæreste, den usympatiske Ove, som drømmer om at arve hende, selvom hun i sin tid dumpede ham, fordi han var så nærig og snævertsynet. Han sætter alt ind (eller ikke alt, for han er virkelig nærig) på at få noget ud af situationen. Kusinen har, for at drille ham, skrevet et brev til ham, før hun døde, hvor hun lovede ham, at han skulle få lov til at arve hendes æggebægersamling. Og han vil som minimum have fingre i dén!

Men søstrene er ikke sådan at bide skeer med, og deres trofaste ven og nabo, gubben Ragnar, er heller ikke sådan at komme udenom.

‘Akutklokken’ har en del tilfælles med ‘Glimmerbøsserne’ – primært er det stemningen og hyggen der går igen. Og så det at folk ude på landet måske ikke lige er de hurtigste knallerter på havnen, men dumme, dét er de bestemt heller ikke! Som læser er det som at spise Farmors hjemmelavede æblekage – en del tomme kalorier, men også noget god substans og ikke mindst nostalgisk hygge. Jeg bliver bare i så godt humør af Karin Brunk Holmqvists bøger!

Anbefales!

Reklamer