the hate u giveForfatter: Angie Thomas
Forlag: Gyldendal
Biblioteksbog

The Hate U Give er uden tvivl den bedste ungdomsbog jeg har læst i meget lang tid! Øjenåbnende, medrivende, overraskende og vedkommende – intet mindre. Det er en bog, som jeg har intention om at smide efter alle de unge, der spørger efter en god bog, som vil sige dem noget (ok, de behøver ikke at være helt så specifikke, men jeg vil prøve at luske denne bog ind så mange steder jeg kan).

Starr er en sort pige fra ghettoen, men går i skole et godt stykke vej væk, hvor de fleste elever er hvide. Hun lever i to verdener: i den sorte og den hvide verden. Ghettoen er defineret af banderne, fattigdommen og stofferne – men også et sammenhold som i en stor, dysfunktionel familie. I den hvide skole har kun de færreste et blik for at man kan leve eller tænke på en anden måde end dem selv. De vil helst ikke se eller høre om de uretfærdigheder, der sker andre steder. Starr har både sorte og hvide venner, og en hvid kæreste, og føler sig egentlig godt tilpas begge steder, selvom hun er fuldstændig klar over, at hun er to forskellige mennesker, alt efter hvor hun er.

Handlingen skydes i bogstaveligste forstand i gang, da Starr er eneste vidne til at hendes barndomskammerat Khalil bliver dræbt af en hvid politibetjent. Det er en sørgelig historie, som vi har hørt hundrede af gange før, og Starr ved ikke om hun skal tie stille eller råbe højt om hvad hun har set.

Det er en superstærk fortælling om at sige fra, og om at sige til. Om at lytte og forstå hinanden på tværs af hudfarve – hvilket ikke er noget, der lykkedes for alle. Starr er oppe imod en omverden, der ikke sætter en ghettodrengs liv særlig højt. Men farligere endnu ønsker den lokale bandechef, at hun skal holde kæft Humlen ligger jo lidt i, at politiet frygter alle fattige sorte, fordi en lille brøkdel af dem rent faktisk er gangstar’e og meget farlige. Den frygt ville forsvinde, hvis banderne gjorde, men ingen tør tale imod dem. Som Tupac sagde, da han var i live til at sige det: The Hate U Give Little Infants Fucks Everybody – det had man vokser op med, giver man videre. Hvis det altså ikke stoppes.

Angie Thomas er en fabelagtig forfatter! The Hate U Give er hendes debutbog, og man kan kun håbe på, at der kommer mange andre, for hun kan virkelig skrive sig ind under huden på én!

Anbefales meget varmt! Kan læses fra 13 år og op.

Der er i øvrigt en film i sin vorden baseret på bogen – den glæder jeg mig rigtig meget til! Hovedrolle som Starr skal spilles af Amandla Stenberg, som udover at være halvt dansk også var hende, der spillede Rue i Hunger Games. Hende forventer jeg mig meget af!

Reklamer