den-underjordiske-jernbaneForfatter: Colson Whitehead
Forlag: Politikens forlag
Biblioteksbog

En barsk og gribende bog om slaveriet i 1800-tallets USA – set fra flere vinkler, men med fokus på den unge kvinde, Cora, som flygter fra den plantage, hvor hun holdes som slave. Hun rejser med den underjordiske jernbane fra Georgia til friheden, men med flere stop, som kun ligner frihed, men ikke er det.

Det irriterer mig, at bogen, som har vundet både the National Book Award i 2016 OG Pulitzer-prisen i 2017, rent faktisk beskriver den underjordiske jernbane som en underjordisk jernbane. Seriøst – ingen gravede tunneller ud i nordamerikas undergrund store nok til at der kunne køre tog. Det er en umulig opgave. Og togene ville aldrig kunne køre der uden at kvæle både lokomotivfører og passagerer. Hvis der var de lufthuller, der skulle være for at røg kunne slippe ud, så ville røgen kunne ses, og togene kunne høres. Jeg har læst mig til, at det var et bevidst valg fra Whitehead’s side at gøre jernbanen virkelig – sådan power-of-plot agtigt – fordi det er en fed måde at transportere sine karakterer uset gennem landet. Og fordi stationerne og lokomotivførerne så skal tages helt bogstaveligt. Men det generer alligevel min historiske sans, når jeg skal tage alt anden handling for pålydende (og gør det), men skal øve vold på mig selv for at købe denne ene præmis. Jeg er bange for, at når folk, der læser bogen, finder ud af at jernbanen ikke eksisterede som beskrevet her, så tror de heller ikke på resten af historien. Og resten af historien skal jo fortælles, fordi den er en vigtig del af USA’s historie! Æv!

Cora er en hård negl. Hun er 16 år, da hun flygter. 8 år forhinden flygtede hendes mor, og blev aldrig fanget. Da Cora presses til sit yderste, beslutter hun at tage imod den medslaveholdte Caesar’s tilbud: at flygte sammen. Det er mildest talt en begivenhedsrig rejse de kommer ud på. Flere gange tror de, at nu er målet nået og de er fri, men som Cora må sande, så er det for det første svært at finde et sted, hvor man for alvor er i sikkerhed, og for det andet er det mere end svært at lægge oplevelserne som slave bag sig. De lider alle som en af PTS, men håndterer det forskelligt. Cora håndterer det ved ikke at lade nogen komme tæt på, hvilket kan få hende til at ligne en kold skid. Jeg forstår hende godt, men jeg synes heller ikke hun rigtig lader læseren komme ind på livet. Whitehead roses ellers i flere anmeldelser for, hvor dygtigt han beskriver kvinder. Men jeg kan ikke mærke hende. Jeg følger hende og føler med hende, men hun giver ikke ved dørene, og da bogen slutter, er jeg stadig ikke rigtig klog på hende. Og det er ærgerligt, for det er ellers en ret god bog.

 

 

Reklamer