Tags

emma gad for hvideForfatter: Anna Neye
Forlag: Gyldendal
Biblioteksbog

Jeg er meget taknemmelig for denne her bog. Jeg er nemlig én af de velmenende hvide (eller ‘lyserøde’ om du vil), som bare gerne vil vide, hvordan jeg bedst muligt kan undgå at træde nogen over tæerne. Jeg har sunget ‘kokosnød’ i stedet for ‘negerdreng’, når jeg sang Elefantens vuggevise for mine børn. Jeg prøver at sige ‘anden etnisk herkomst end dansk’ i stedet for ‘indvandrer’, selvom det ved gud ikke er nemmere. Jeg er ikke opdraget racistisk – tværtimod – men jeg er stadig priviligeret, fordi jeg er hvid (eller bleg), og der er ting, som jeg ikke har nogen forudsætninger for at kunne sætte mig ind i, fordi jeg er hvid (eller fregnet). Og jeg kegler rundt i mine klodsede forsøg på at være forstående og imødekommende – fordi jeg er hvid (eller beige) og ikke altid kan se, hvornår noget er stødende.

Anna Neye lægger ud med en gennemgang af dansk kolonialhistorie – en historie som jeg kender ret godt, fordi den har interesseret mig længe – fordi det er i den vi finder roden til vores hvide privilegium. Vi (europæere) tog ud som overmennesker i den ganske verden. Vi er indvandrere (ja, vi er!) over hele kloden. Nord- og Sydamerika, samt Australien er nærmest udelukkende beboet af europæiske indvandrere, som har fortrængt den oprindelige befolkning. Det er måske derfor, vi er så bange for indvandrere i dag: de kunne jo finde på at gøre gengæld! Hvad resten af verden angår, er ingen gået helt fri for indflydelse af den europæriske overlegenhed (ikke at vi er overlegne, som i bedre, men overlegne, som i AT TRO, at vi er bedre). Og den hænger ved os endnu, den følelse. Af at være bedre, fordi vi er hvide. Hvilket jo er noget sludder.

Derudover prøver Anna Neye at give nogle pointers til, hvordan velmenende hvide kan omgås brune mennesker. Fx ved at kalde dem brune i stedet for det meget udskældte ord ‘negre’. Det giver god mening for mig. I den udstrækning det overhovedet er vigtigt at fokusere på hudfarve. Idéen om menneskeracer som sådan er på vej ud – og det kan jeg også rigtig godt lide. Den Store Danske Encyklopædi siger om menneskeracer: ‘Gennem tiden har man forsøgt at opstille en raceklassifikation for mennesker, men det er i dag svært at argumentere for eksistensen af menneskeracer. Der er snarere tale om gradvise overgange mellem populationer’. At vi ser forskellige ud har med geografiske variationer at gøre mere end deciderede racer. Vi er alle sammen mennesker, og ingen er bedre end andre, fordi de har en bestemt hudfarve. Basta.

Jeg kan desværre ikke påstå, at jeg er farveblind. Jeg ville ønske jeg var, og måske kan jeg blive det. Folks udseende betyder stadig noget for, hvordan jeg tænker om dem. Men jeg tænker ikke, at jeg er bedre (i det mindste). Men det vigtige må være at behandle alle ens. At have samme venlighed overfor alle uanset. Det er noget, der kan læres. Jeg tror på, at næste generation vil være mere farveblinde, end min er. Og at generationen efter dem vil være endnu mere farveblinde. Man må gerne håbe, ikke?

Nå, bogen anbefales varmt! Man bliver klogere. Jeg gjorde i hvert fald. Der gik lidt tid fra jeg læste den til jeg skrev denne anmeldelse. Den skulle lige bundfælde sig. Den kunne godt være med til at gøre mig til et bedre menneske.

Reklamer