Tags

,

historien om et nyt navnForfatter: Elena Ferrante
Forlag: C&K Forlag
Biblioteksbog (2. del i serien: Napoli-romanerne)

Jeg forbløffes hver gang, hvor hurtigt jeg læser Ferrantes bøger. Begge bøger de bøger jeg hidtil har læst i Napoli-serien har været tykke (denne er på 550+ sider). Og alligevel suser jeg igennem dem. Hendes sprog flyder derudaf (hvilket selvfølgelig også bæres af en god oversætter: Nina Gross), og jeg holdes hele tiden fast af et behov for at vide hvad der dog sker nu.

Jeg identificerer mig meget med hovedpersonen Lenu. Jeg kan ligesom hende godt føle, at jeg nogle gange bare lader som om, at jeg er dygtig. Nogle gange, når folk roser mig, føler jeg at jeg har bedraget dem. Jeg har bare været heldig. Haft nogle gode indfald, ladet interessante ord flyde ud af min mund. Sådan har Lenu det også – hun føler sig ofte som en bedrager, selvom hun vel næppe kunne være nået så langt som hun har, hvis hun ikke i virkeligheden kunne noget.

Forholdet til veninden Lila er stadig både ømt og anstrengt. Lila er frygtelig svær at blive klog på. Lige så fascinerende som hun er, lige så infernalsk ondskabsfuld kan hun være. Man ved aldrig hvor man har hende, og det frustrerer alle omkring hende. Man fornemmer, at hun har en eller anden plan med det hele, men når det kommer til stykket, er hun lige så rådvild som alle andre, der prøver at regne hende ud.

Lenu og Lila er et par usædvanlige pige, hvis bekendtskab jeg ikke har tænkt mig at slippe lige foreløbig. Der er heldigvis flere bøger i serien, og jeg skal have skrevet mig op til den næste i en fart.

Ang. forfatteren: jeg nævnte ikke sidst, at den mystiske Elena Ferrante er blevet afsløret. En journalist mener, at han har kunne identificere, hvem hun i virkeligheden er. Men jeg lader Elena Ferrante forblive i sit pseudonym. Hun ønsker selv at være anonym, og så skal jeg ikke være den, der outer hende.

Anbefales varmt!

 

Reklamer