Tags

, ,

fall of hyperionForfatter: Dan Simmons
Forlag: Bantam
Lån af min bror

Fortsættelsen af Hyperion (som jeg også har anmeldt).

Igen en svær bog, men god! Det er meget tankevækkende, hvor meget magt mennesker kan give fra sig for bekvemmelighedens skyld. I Hyperions verden er alt forbundet af et web: kommunikation, rejser på tværs af universet, økonomi, alting. Men hvad gør man, når nettet tager  magten? Når nettet går ned?

Bare i min levetid har vi overgivet meget magt til nettet. Al offentlig kontakt foregår på nettet. Mine lønsedler, mine forsikringer, min formue (hvor beskeden den end er), mine helbredsjournaler, kontakten til mange af mine venner, mine billeder ligger alt sammen på nettet. Forsvandt nettet, så forsvinder alt det. Jeg giver rask væk Google og Facebook adgang til en masse oplysninger om mig (selvom jeg har forsøgt at sikre mig, så godt jeg kunne). Det er slet ikke en ny tanke: skrækken for at alt det går tabt, eller skrækken for at dette net skulle udvikle en bevidsthed, og overtage magten. Adskillige bøger, actionfilm mm har allerede været inde på skrækscenariet. Men lærer vi af det? Næppe. Vi nikker og smiler og klikker i boksen, hvor vi overgiver alting til et net, som vi ret beset ikke ved vil os det godt.

Nå, hvorom alting er, så fortsætter vi med at følge vores helte fra Hyperion i denne bog + en ekstra, som dukker op som fortæller. De har hver dages væsentlige rolle at spille i forsøget på at redde menneskeheden. Og på hver deres måde opfylder de en skæbne, som er større end de flestes.

En på alle måder velskrevet og tankevækkende bog, som ligesom sin forgænger holdt mig på tæerne. Jeg ved godt, at der er finere nuancer som er undsluppet mig, men jeg synes alligevel, at jeg har fået et tilfredsstillende udbytte af bogen.

Anbefales.

Reklamer