Tags

hp-and-the-cursed-childForfatter: J.K. Rowling, John Tiffany & Jack Thorne
Biblioteksbog

Som inkarneret Harry Potter fan var jeg både begejstret og skeptisk, da jeg hørte at en 8. bog om Harry Potter havde set dagens lys – men at det var et skuespil. Jeg er ikke begejstret for at skulle læse skuespil – jeg synes, at der mangler en hel masse, som skuespillerne og scenografien skulle vise os, men som vi må forestille os, når vi bare sidder med et manuskript.

Jeg må sige, at min skepsis blev lagt til side, da jeg først gik i gang med at læse. Det var slet ikke svært at læse manuskriptet. Handlingen suser afsted, og jeg blev revet med. Jeg kom til at holde meget af Albus og især af Scorpius, Draco Malfoy’s søn. Og det var dejligt at se Harry, Hermione, Ron, Ginny, Draco, professor McGonagall og andre gamle yndlingsfigurer igen. Rowling kan skrive gode historier – det er der ingen tvivl om.

Når det er sagt, så foretrækker jeg romanerne. Man kan altså mere med en udbygget tekst, hvor omgivelser, tanker og detaljer beskrives på en helt anden måde end når det er et manuskript. Jeg savnede noget fylde. Jeg synes også, at de to knægte (især Albus) var ret dumme – de lavede i hvert fald en del dumme og uigennemtænkte ting. I bedste mening forstås. Men ok – jeg havde heller ikke forventet rent guld. Jeg synes, at der er masser af potentiale i Albus og Scorpius. Det blev bare ikke rigtig udnyttet til fulde i denne noget amputerede historie.

Jeg har det med Harry Potter and the Cursed Child i forhold til de andre Harry Potter bøger, som jeg har det med Serenity i forhold til Firefly. Man mister noget, når man forkorter ned til at passe en form som en film eller et skuespil, i forhold til hvad man kan, når man giver sig tid til at skabe en serie.

Men bevares. Jeg er glad for at have læst den, og vil gerne anbefale den. Det er en god læseoplevelse, selvom man ikke skal forvente de sædvanlige højder.

Reklamer