Tags

,

hjerneskaelvForfatter: Zenia Johnsen
Forlag: Jensen & Dalgaard
Egen samling

Alle har prøvet at slå hovedet. Jeg har sandelig også selv en gang slået hovedet og fik hjernerystelse. Det var skrækkeligt. Det gjorde ondt i flere uger, og jeg kunne hverken se fjernsyn eller læse bøger i lang tid. Jeg syntes, at det var meget slemt, og så gik det over.

For et par år siden slog Zenia sin hjerne. Ja, den ikke bare slog sig – den skælvede (ligesom torskerogn) i en grad så alt muligt faldt ned fra hylderne: arbejdsliv, drømme, evnen til at læse, troen på at samfundet griber dem, der falder, og alt muligt andet. Nogle af tingene er så småt ved at finde på plads igen, mens andre ting er tabt for altid.

Det skriver Zenia om i ‘Hjerneskælv’ – poetisk, barsk og smukt på samme tid. Hun kalder det en postkortroman, fordi det er korte tekster og fine billeder, der følges ad. Men det er også en digtsamling, en samfundskritik og en kærlighedserklæring.

Engang var Zenia en masse ting, som hun ikke er mere (bibliotekar, lektør, anmelder, forlagskonsulent og medlem af Kulturministeriets priskomité). Hun vil altid være et usædvanligt menneske, en fantastisk fotograf, en enestående forfatter og min veninde.

Jeg har ikke været så god til at komme til Fredericia og gå tur eller til at sende småkager det sidste års tid. Men på torsdag skal jeg til reception og have mig en autograf og et længe ventet kram. Det glæder jeg mig meget til.

Reklamer