Tags

krigen har ikke et kvindeligt ansigtForfatter: Svetlana Aleksijevitj (modtog nobelprisen i litteratur 2015 for denne bog)
Forlag: Palomar
Biblioteksbog

Det er en rystende bog. Ikke fordi jeg ikke var forberedt: det jeg har læst om bogen, før jeg læste den, burde have rustet mig til oplevelsen. Og alligevel er jeg rystet…

Jeg anede ikke at der var så mange russiske kvinder, der kæmpede i anden verdenskrig. Man har hørt lidt om andre nationaliteter, der med stor diskretion havde kvinder med i kampen: britiske spioner, franske modstandskvinder, amerikanske telegrafister og sekretærer. På russisk side var godt en million kvinder med ved fronten. Ved fronten! Og ikke kun som sygeplejesker og vaskekoner. De var kirurger, snigskytter, mekanikere, officerer, partisanere og sanitetssoldater mm. Sanitetssoldater – det er dem, der hente de sårede på slagmarken, ofte mens slaget stadig er i gang. Det er dem, der ubevæbnede løber ud mellem kugler og granater, for at hente folk, der er skudt i småstykker, så læger og sygeplejerskerne bag frontlinjen kan lappe dem sammen igen.

Den traditionelle russiske fortælling om Den Store Fædrelandskrig handler om store slag, store sejre, store generaler og ædle soldater (mandlige). Den traditionelle russiske fortælling er ikke interesseret i at høre kvindernes historier, for i modsætning til mændene, så husker de ikke så meget de store slag. De husker mudderet og blodet, lugten af jod, sulten og kulden, voldtægter og tortur. De husker alt det grimme, som sovjetstaten ikke ville høre tale om. Men på lige fod med mændene satte de livet på spil. Der blev sjældent taget hensyn – og de ønskede det kun også sjældent. De kæmpede. De fik medaljer.

Rigtig mange af de kvinder, der drog i krig, gjorde det som ganske unge. Grebet af fædrelandskærlighed og ædle idealer stormede de mod hvervningskontorerne som 16-årige, 17-årige, 18-årige. Og de ville ud og slås. De ville til fronten og skyde fascister. De ville stå sammen med deres kommunistiske brødre og kæmpe den fælles sag: beskyttelsen af fædrelandet. Men krigen var ikke beregnet for kvinder: uniformerne og støvlerne var mange numre for store. Der var kun herreundertøj. Der var ingen menstruationsbind – men det blev også for mange ligegyldigt, for de holdt hurtigt op med at menstruere. Den slags er der ikke plads til i krig. Konstant stress ødelægger en cyklus lynhurtigt. De holdt op med at være kvinder for en tid.

Men blev disse kvinder hædret da de kom hjem? Nej. Kvinder, der har været i krig, er ikke rigtige kvinder. Mange af dem blev aldrig gift, for hvem vil have sådan en kvinde? Og de kvinder, der ikke havde været i krig, beskyldte de kvindelige soldater for at have horet med deres mænd derude ved fronten. Feltmadrasser, promiskuøse, æreløse. Det har virkelig været op af bakke for disse kvinder, og mange af dem tav da også da de kom hjem. Lagde uniformen væk og gemte medaljerne, og tav om alt det frygtelige de havde oplevet. Indtil altså at Svetlana Aleksijevitj dukkede op, og gerne ville høre deres historier en mennskealder senere.

Det er en fantastisk bog. En nødvendig bog. I en ideel verden ville alle læse den, og indse at krig burde afskaffes, og så ville vi have evig fred. Sådan bliver det jo ikke. De fleste, der er direkte involverede i krige rundt om, vil ikke høre om snavset og grusomhederne ved krig. De fokuserer stadig på de store slag, de store sejre, generalerne og heltene. Men de er altså kun glansbilledet af krigen. Der gemmer sig så meget mere under overfladen.

Jeg har mange historier under huden nu – historier om russiske kvinder i krig. Og dem glemmer jeg ikke igen.

Reklamer