Tags

familjens-projektledare-sager-upp-sigForfatter: Gunilla Bergensten (fru)
Paperback. Lånt af Sofie

Mens jeg læste denne bog havde jeg samme oplevelse, som da jeg læste Maria Svelunds ‘Bitterfissen’ – nemlig en pludselig indsigt i, hvad jeg er. Bitterfisse. Familie-projektleder. Æv!

Samtidig var det så rart at finde ud af, at der er andre, der har det som mig. Ligesom Gunilla var jeg (hun er vist stadig) i forhold med en virkelig rar fyr, som støvsugede og lavede mad og hentede børn, og som alligevel overlod projektledelsen af familien til mig. Jeg havde styr på kalenderen. Jeg betalte regningerne. Jeg købte tøj til børnene, når det de havde blev for småt. Det var bedst jeg gjorde det – var ræsonnementet – for jeg havde jo overblikket. Eller… overblikket var noget jeg havde, fordi nogen skulle jo for pokker have det! Ellers blev regningerne ikke betalt. De lå bare i en af bunkerne på bordet og trak renter. Eller børnene måtte rende i for småt tøj. Eller vi overså vigtige begivenheder, fordi ingen havde styr på, hvornår de fandt sted. Så jeg tog rollen som organisator. Så slap den flinke mand for det. Så kunne han tillade sig at glemme at gøre ting, som jeg havde glemt at bede ham om. Som at slå græsset. For det var kun mig, der kunne se, hvornår græsset skulle slås.

Pyh, hvor træls! Gunilla holder ud. Selvom jeg ikke kan se hvorfor. Jeg blev selv så træt af det til sidst: at være to voksne, men kun én, der tog ansvar, at kærligheden døde og ægteskabet fulgte med i graven.

Jeg er nu stadig projektleder i familien. Nu er jeg bare meget mindre forbitret over det. For der er ikke nogen at dele ansvaret med. Der er ikke nogen at blive irriteret på, fordi opgaver ikke bliver løst medmindre jeg rykker for dem. Det er mine opgaver. Jeg kan uddelegere dem til mine børn, og det er fair nok, for de er mine børn, og jeg er deres chef – udover at være deres mor 🙂

Og ja, jeg læste bogen på svensk. Ligesom med The Martian var der enkelte ord og sætninger jeg ikke kunne trække mening ud af. Men jeg forstod pointen. Der er lang vej endnu før kønnene står lige. Selv i de mest jævnbyrdige forhold. Kvinder skal holde op med at tage magten i hjemmet – for mændene udnytter det(bevidst eller ubevidst) og bliver til dovne teenagere. Vi skal lære at lade tingene flyde – blive lige så blinde for rod, støv og ubehagelige lugte, som mænd er. Måske det så en dag vil udligne sig.

Held og lykke.

Reklamer