Tags

,

the martianForfatter: Andy Weir
Paperback. Lånt af min bror (som jeg også så filmen med)

Robinson Crusoe i rummet kalder nogen bogen. Jeg kan nu bedre lide Mark Watney end jeg kan lide Robinson Crusoe. Mark har humor og selvironi, og så er han en nørd, hvis referencer jeg genkender. Robinson gik bare og havde ondt af sig selv, og da der kom en mand af anden kulør end hvid til hans ø, blev han straks udnævnt til tjener. Så er imperalismen ligesom på plads.

Mark klarer sig selv gennem helt urimelige odds. Jeg var død på stedet. Damn it, Jim, jeg er bibliotekar, ikke ingeniør/botaniker/fysiker/kemiker med en bred viden om, hvordan alting fungerer. Stik mig et bibliotek, og så kan jeg læse mig frem til det. På sigt. Mark, han fikser. Han er min helt. Selvom jeg så filmen først og forestiller mig, at han ligner Matt Damon på en prik, så lignede han en gang i mellem også Andreas Mogensen, som jeg har et fangirl crush på. Tænk at kunne så meget! Sådan én er der altid plads til i en redningsbåd.

Jeg var betaget af bogen. Selvom jeg ikke vil bilde nogen ind, at jeg forstod al kemien og teknikken og hvad har vi, men det var så godt beskrevet, at jeg godt kunne nikke og se forstående ud, mens jeg læste det. Det gav mening. Andre med mere tekniske uddannelser vil måske kunne pege på ting, der ikke er rigtige, men jeg er i min uvidenhed fuldstændig i stand til at se bort fra fejl og mangler i bogen. Den virker!

Og jeg fatter ikke, at Mark ikke scorer mere hjemme på jorden. Han er totalt min type. Jeg kan virkelig godt lide astronauter ❤

Reklamer