Tags

redningsbådenForfatter: Charlotte Rogan
Forlag: Politikens Forlag
Biblioteksbog

Et passagerskib går ned og den nygifte Grace befinder sig pludselig i en redningsbåd sammen med 38 andre forulykkede. På redningsbåden står der, at der er plads til 40, men det er der ikke. Båden er overfyldt, og hvis alle skal overleve, må nogen forlade båden.

Da de tre uger efter bliver reddet, bliver Grace sammen med to andre anklaget for mord. Grace opfordres af sin advokat at skrive alt hvad hun kan huske fra de tre uger på redningsbåden – og det er det vi sidder og læser.

Der står en del ting mellem linjerne. Ting som Grace ikke kan eller vil sætte ord på – især ikke når advokaten læser med. Det er kun det kendskab jeg har fået undervejs om Grace, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved nogle af de ting, hun ikke skriver om.

Hvad blev der er smykkerne? Hvad skete der med Mary Ann? Hvor skyldig/uskyldig er Grace egentlig?

Samtidig tænker jeg, hvad jeg selv ville gøre i en redningsbåd. Rollerne er hurtigt fordelt – og selvom nogen ændrer sig undervejs, så er det forholdsvist let at gætte sig til, hvem der overlever. Hvem beskytter, hvem er svage, hvem hjælper og hvem tager magten? Det er altid et spændende tankespil. For selvom man har sikret sig en plads i redningsbåden, kan man så være sikker på sin plads? Og hvor langt vil man gå for at beholde den?

Jeg anbefaler, at man læser bogen med fantasien slået til. Der sker så mange ting, som ikke bliver beskrevet – helt bevidst. De huller må man selv fylde ud. Det plot er knageme godt skruet sammen!

Reklamer