Tags

dig og mig ved daggryForfattere: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved
Gyldendal
Hardcover. Biblioteksbog.

Det lyder så romantisk – dig og mig ved daggry. Så meget kærlighed. Og en smule romantisk kan nogen nok også godt fortolke det at begå selvmord sammen – lænket sammen med håndjern, så de ikke kommer væk fra hinanden nede i det kolde vand. Men det er mest tragisk.

Jeg har det svært med Louise (hovedpersonen), som er en slags ikke-personlighed. Hun er vokset op med en far, der altid arbejder, og en perfektionistisk mor med rengøringsvanvid. Louise er ikke sådan en der bliver inviteret med til fest, for hun er nærmest usynlig. En enkelt veninde har dog fundet hende (fordi hun fejlagtigt tror, at Louise er dyb). Så dukker Liam op, og sammen med ham bliver Louise til noget. Men ikke sig selv. Hun bliver et Liam-vedhæng. Det er sødt i starten, men det bliver det ikke ved med at være. Jeg tror, at Liam ser en pige som han kan forme som han vil. Én som vil holde fast i ham, fordi han som den eneste ser hende. Det er faktisk først da de dør, at Louise begynder at være nogen i sit eget værd. Og det er også først, da hun er død, at hendes forældre begynder at finde ud af hvem de egentlig er. Før da er de skabeloner – efter er de mennesker.

Den er virkelig godt skrevet, bogen. Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved kan deres kram. Det er en barsk og brutal bog, som minder mig lidt om Johanne Algrens Louis 121092-2922. Her er hovedpersonen også ude på et skråplan – og hedder i øvrigt også Louise (hvad er der lige med det navn?). I begge bøger ved man at det ender galt, og alligevel sidder man hele tiden og tænker ‘Åh, lad nu være! Hold nu op! Tænk dig nu om!’ til hovedpersonen, som hele tiden gør det forkerte, og aldrig tænker sig om.

Hvad gør man med et menneske, som ikke har en kerne? Som ikke har nogen personlighed, men hele tiden farver sig lidt efter omgivelserne? Hvordan gør man hende glad? Måske skal sådan et tomt kar fyldes med store følelser og ulykker, før at hun bliver til noget? Louise i denne bog er jo ingenting rigtigt, før hun er død. Så er hun savnet. Så er hun en tragisk figur, som de kæmper for at forstå. Så bliver hun dyb. Jeg kan lide spøgelset Louise, som tænker og føler og tilgiver. Jeg er ikke vild med mennesket Louise, som er dum og afhængig og usynlig. Måske var det bedste, der kunne ske hende: at springe ud fra en bro sammenlænket med en fyr, som har fyldt hendes tomhed op med sine egne problemer. At drukne og dø. Det synes jeg er meget forstemmende.

Reklamer