Tags

, ,

og vi kom over havetForfatter: Julie Otsuka
Hardcover. Biblioteksbog

Det er første gang jeg har læst en bog skrevet i 1. person flertal. Det er ikke en enkelt kvindes skæbne vi følger fra Japan som postbrud til USA – det er mange. Og de taler i kor. Man får nu også detaljer om enkelte kvinders skæbne, men den bliver fortalt at hendes medsøstre. Det fungerer vildt godt!

Det er en barsk skæbne for langt de fleste. LIvet i landet, hvor alle er lige og frie, er hårdt, især hvis man ikke er født der, eller ser anderledes ud end en standard europæer. Men de indretter sig, japanerne. De er mere velopdragne end kineserne, mere ædruelige end mexikanerne, hurtigere end filippinerne og mindre arrogante end hinduerne, mere disciplinerede end koreanerne og billigere at have på kost end både negre og white trash fra sydstaterne. De er eksemplariske.

De sidste kapitler er fortalte af de hvide, der er tilbage, da alle japanerne – mænd, kvinder og børn – pludselig er væk, internerede i krigsfangelejr ‘for en sikkerheds skyld’ da Anden Verdenskrig bryder ud. Også dem, der havde kæmpet på amerikanernes side i Første Verdenskrig. Nogle undres, nogen savner og nogen udnytter deres fravær. Desværre er den del af historien ikke så stærk, som da japanerne selv fortæller. Og vi hører ikke noget om deres liv i lejrene, eller om deres liv bagefter. Det slutter der: en dag var alle japanerne væk. Slut. Men måske betyder det bare at jeg oplever bogen, på samme måde som de efterladte hvide og andre folkeslag, oplevede virkeligheden. Væk. Slut.

Bogen er fascinerende. Læs den, men forvent ikke læseorgasme til slut.

Reklamer