Tags

,

jorden-rundt-i-44-dageForfatter: Palle Huld
Hardcover. Egen samling

Palle Huld er nok én af de raskeste drenge Danmark nogensinde har fostret.  I 1928 tager han 15 år gammel jorden rundt på Dagbladet Politikens regning. Han har ikke nogen ledsager med. Blot en lang række billetter og papirer. Og et ukueligt mod på verden, og en egenskab, som gør alting nemt for ham: Han får venner alle vegne. Han finder venner på skibene og i togene, i byerne og på stationerne. Han er spejderdreng og der er spejdere i hele verden, og alle vegne står de klar til at hilse på ham.

Han er så kæk, så man tror at det er løgn, og han imponeres over verden, og er alligevel fuldstændig uimponeret over sig selv. Som han selv skriver til sidst i bogen, så kunne enhver rask dreng med lidt omløb i hovedet snildt have gjort ham kunsten efter. Og i Palles øjne ville enhver ditto pige også kunne have gjort det. For han har ingen fordomme i blodet – hverken når det gælder rig eller fattig, folks hudfarve eller nationalitet.

Han udtrykker flere gange, at han ville ønske, at han kunne blive et sted i nogen tid: han bliver inviteret på jagt af en indianer på et tidspunkt, og han er svært ked af at måtte takke nej: han har jo en mission. Han skal jorden rundt i en fart.

Han har et vidunderligt gåpåmod, og han må have haft et helt utroligt liv. Jeg gad godt have mødt ham. Jeg tror, at han var smækfuld af gode historier. Hans skrivestil minder lidt om min fars. I det hele taget minder han meget om min globetrotterfar. Selvom Palle Huld er mere end en helt generation ældre, så er de skåret af samme læst: eventyrblod i årene, gåpåmod i rigelige mængder og en udlængsel, som kun bliver stillet, når man er under fremmede himmelstrøg. Jeg gad godt tage den tur på et tidspunkt – selvom meget er anderledes nu hvor det næsten er 100 år siden. Men eventyret er stadig derude. Man skal bare ville det og åbne sine øjne og sin favn. Man skal bare have Palle Hulds indstilling.

Anbefales.

PS: Det siges i øvrigt, at Palle, hvis rejsefortælling blev oversat og udgivet i en lang række lande, blev inspirationen til Tintin. Og når man ser billeder af ham, så kan man godt genkende Tintin indeni ham: samme plusfours og det samme røde hår. Det er ikke officielt bekræftet, men mon ikke Hergé har læst Palles bog? Det tror jeg.

 

Reklamer