Tags

, ,

slavernes kystForfatter: Thorkild Hansen
Hardcover. Egen samling.

‘Vi havde et fort i Afrika’ starter den. For det havde vi. Danskerne havde en koloni i Afrika – på Slavernes Kyst – hvorfra et af de mørkere kapitler i den danske historie skrives. Vi har haft slavehandel fra Afrika til Vestindien. 100.000 afrikanere udførte danskerne mod deres vilje til den kummerlige tilværelse som slaver på vores vestindiske øer. Her døde mange af dem efter få år, for det var mere rentabelt at slide sine slaver op og købe nye end at skåne og pleje de slaver man havde.

Historien om vores kolonier har jeg altid fundet en smule eksotisk og spændende. Tænk at vores lille land have besiddelser i fjerntliggende egne, hvor solen bagte og livet var helt anderledes. Men det romantiske gnides hurtigt af, for vi havde primært kolonierne for ét formål: at tjene penge på andres ulykke. Ikke så smukt. Men historien interesserer mig ikke desto mindre. Kolonierne er en del af Danmarks historie, og også en del af min families historie: Én fjern forfader rejste til Dansk Vestindien som foged, og døde der efter tre års ophold af gul feber.

Jeg har været stolt af, at Danmark var første nation, som ulovliggjorde slavehandel. Vi kom englænderne i forkøbet med 17 dage. Men særligt glorværdigt var det ikke. Vi gav slavehandelen 10 års respit, så der kunne være tilstrækkeligt mange slaver i Vestindien inden handelen stoppede. Dvs. at der blev udført mange flere afrikanere i de sidste 10 år af den lovlige slavehandel, end alle årene før. Og krig og statsbankerot gjorde, at folkene på fortet stadig 21 år efter forbuddet var trådt i kraft kunne påstå, at de ikke havde vidst noget om det, men bare havde fortsat som vanligt. Selvfølgelig vidste de det. Men de tjente jo penge. Og der var altid afrikanere til salg.

Der tales om, at Danmark skal undskylde for vores forfædres synder mht. at udføre afrikaneren til Vestindien og at vi holdt dem som slaver. Jeg ved ikke, hvordan man undskylder for noget andre har gjort for så længe siden, og under så anderledes forhold og tider – vi kan vel kun beklage at det skete. Men jeg håber, at ghaneserne i samme hug udbedes om en undskyldning, for det var jo de lokale, der indfangede og solgte deres landsmænd. Da der endelig var kommet orden i sagerne på det danske fort – forstået på den måde, at der endelig var kommet folk, der arbejdede imod slavehandelen, så var det primært de lokale, som de kæmpede med at få til at forstå, at det ikke længere kunne komme på tale at købe mennesker af dem. De lokale var ligeglade: for spanierne ville gerne købe slaver stadigvæk: de havde jo hele det sydamerikanske kontinent at fylde op med gratis arbejdskraft.

Thorkild Hansen skriver forrygende. Han beskriver stemninger så smukt. Han har taget part i sagen – selvfølgelig er han imod slaveriet, og beskriver forholdene uden at lægge fingrene imellem. Men han beskriver alles synspunkt – ikke kun dem, hvis synspunkter vi kan nikke anerkendende til, men også de andres. Dem der købte og solgte, og dem som ejede andre mennesker. Vi er hele vejen rundt. Enkelte skæbner finder jeg helt forrygende. Især den idealistiske Paul Erdmann Isert, som egentlig var botaniker, men hvis skæbne er stærkt knyttet til de danske forter. Han blev ‘negerven’ – han syntes, at slaveriet var skændigt. Han så de lokale afrikanere gennem Rousseau’ske briller: som de oprindelige, uskyldige og naturlige mennesker, som snarere burde beskyttes. Men hans kamp for deres sag var op af bakke. Han var ven med Kjøge, som var guvernør over kolonien, og som gjorde meget godt (dog primært med hensigten at få slavehandelen til at glide så glat som muligt), men Isert ragede uklar med andre embedsmænd, som på sigt overtog magten efter Kjøge. Han dør, Isert, på mystisk vis. Pludseligt og uden varsel. Det er ikke svært at gætte hvad der skete, men ingen kender i virkelig sandheden om hans endeligt. Der var mange, der døde. Mange af sygdom – ‘klimatfeberen’ – og mange efter kun ganske få måneder. Men Isert var rask, da han pludselig døde. Ligesom andre, der kæmpede for hans synspunkter også pludselig døde. Det var nemt, så langt fra Danmark. Så langt fra en lov og orden, som man ikke selv opretholdt efter forgodtbefindende. Når nogen døde, var det nemt at skrive ‘feber’ som dødsårsag, for det var sådan de fleste døde. Og hvorfor så stille spørgsmål?

Det er en fascinerende fortælling! Og nu fortsætter jeg med den noget tyndere ‘Slavernes skibe’, for så at ende med den tykkeste bog af de tre: ‘Slavernes øer’.

PS: Forsiden, som her er gengivet, er ikke identisk med forsiden på den bog, jeg har læst.

Reklamer