Tags

,

troldkarlens hatForfatter: Tove Jansson
Biblioteksbog

Jeg har næsten hele mit liv været hunderæd for Mumitroldene. Som barn så jeg en filmatisering i fjernsynet, og det var noget skummelt, forstemt noget med nogle store hvide flodheste med stirrende øjne, som gik og brummede. Jeg synes, at det var megauhyggeligt!

Det har siddet i mig i årevis og jeg har holdt mig fra Mumi-universet. Hvilket er pænt svært, når man er børnebibliotekar. Og endnu sværere, når mennesker, som jeg holder af både personligt og professionelt, siger at historierne om Mumitroldene er smukke og stemningsfulde. Og flere af dem har Mumiporcelæn, og det er bare pinligt at bede om en anden kop, fordi man er lidt bange for den figur, der er på koppen…

Så jeg kastede mig ud i det. Nu har jeg læst Troldkarlens hat, og forstår pludselig ‘what the fuss is all about’ – så at sige. Det er nogle virkelig hyggelige historier. Mumifamilien og deres venner er rummelig og fantasifulde, og går til livet med undren og nysgerrighed og generelt med godt humør.

Jeg elsker især Mumimor, som når der sker noget uforudset siger: nåda, hvad kan vi mon få ud af det? (Hele huset gror til med magisk jungle, og hendes reaktion er gå på opdagelse, og til sin store fornøjelse finder hun en brombærbusk i klædeskabet). Jeg elsker også Mumrikken, som er klog og positiv og altid en lille bitte smule fuld af udlængsel. Han drømmer om eventyr og horisonter, og det kender jeg godt.

I det hele taget er Mumidalen rummelig og fordomsfri. De kan godt blive bange, og de kan støde på skræmmende og ukendte ting, men de tager det med nysgerrig ro, og ved godt, at der er to sider til en sag. Det kunne menneskeheden godt lære noget af.

Jeg kommer til at læse mere. Og måske bliver jeg nødt til at købe en kop. Eller to.

Reklamer