Tags

Yahya hassanForfatter: Yahya Hassan
Biblioteksbog

Jeg læste digtsamlingen, fordi det er er én alle taler om. Som bibliotekar og almindeligt dannet menneske, syntes jeg, at jeg burde sætte mig ind i hvad det var for noget, som alle fandt så interessant. Inden jeg læste samlingen hørte jeg Yahya Hassan læse op på et Youtube-klip. Han messede eller snarere råbte, og jeg kunne næsten ikke finde hoved og hale i hvad han sagde. Ligesom jeg altid har lidt svært ved at forstå folk, der bare råber deres mening ud. Digtsamlingen var ligesådan: skrevet i versaler, som er måden man råber på, når man sender besked pr computer.

Så jeg oplevede en ung mand råbe af mig. En 169 siders råbesamling. Han er indvandrer, men det er egentlig ikke det der gør ham til noget særligt. Han har haft et lorteliv – det er der ingen tvivl om. Han er primært vokset op i et følelseskoldt hjem, hvor han fik bank af sin far, mens hans mor så væk. Han har oplevet at se sine søskende få bank. Han har begået indbrud og banket andre. Sådan har mange danskere også vokset op i tidens løb. Dét er ikke noget nyt. At han skriver digte om det, er som sådan heller ikke noget nyt. Utilpassede unge og voksne har i tidens løb både læst masser af god litteratur og selv skrevet litteratur af forskellig kvalitet. Tom Kristensen (1893-1974) var en af de bedste af slagsen.

I forbindelse med mit arbejde i Albertslund har jeg mødt Yahya Hassans type mange gange: ellers velformulerede unge, som smed deres liv væk på ballade og kriminalitet. Jeg har også mødt en masse unge, som ikke havde intellekt eller evner til at komme ud af den selvdestruktive bane de er endt i. De har ikke en chance. De andre, de velformulerede, som Yahya, har måske en chance, men jeg er ikke sikker på, at de vil tage den. Selv Yahya beskriver i sit sidste meget lange råb, hvordan han stadig overvejer røverier til at supplere kontanthjælpen, og bruger penge til bussen på coke. Jeg tror, at han udmærket godt selv ved, at han ikke slipper ud af kriminaliteten bare ved at stige på mediekarusellen. Han spiller alle dem, der tror på ham. Han hustler dem. For lige nu er det dem, der forærer ham penge uden at han skal gøre meget mere end at dukke op engang imellem og råbe PIK! så højt han kan.

Jeg er ikke imponeret. Jeg synes egentlig ikke, at han er gennemgående dygtig. Han har lejlighedsvise fine betragtninger og formuleringer – men det har jeg også, når jeg sætter pennen til papiret. Det bliver jeg ikke digter af. Yahya Hassan er en vildmand, som vi har sat i ZOO. En som vi kan betragte og synes at anderledes og forunderlig. Men det er han ikke. Han er præcis ligesom Mehmet og Sami og Yussef. Han har bare fundet nogen, som gider høre på hans råberi.

Reklamer