Tags

,

kongens faldForfatter: Johannes V. Jensen
Hardback. Biblioteksbog

Kåret som den 20. århundredes bedste danske roman. Det er tankevækkende, eftersom den blev udgivet i år 1900. Ingen af nyere tids forfattere har således formået at overgå Johannes V. Jensen.

Jeg må sige, at det var lidt som at læse en bog på et sprog, som jeg næsten – men ikke helt – kan flydende. Svensk måske. Der er simpelthen så mange ord og vendinger, som jeg aldrig har stødt på før, og det gør det vanskeligt at få det fulde udbytte af bogen. Til gengæld er sproget (når jeg forstår det) ualmindeligt smukt. Forfatterens beskrivelser er smukke og sanselige, og nogle passager har jeg læst flere gange, bare for at få alle detaljerne med. Hans store speciale er hesteslagtninger. Dem er der to af i bogen – begge meget udførlige, så man næsten kan lugte det og mærke varmen fra den endnu dampende kød.

Handlingen forvirrer mig lidt. Det var lidt af et puslespil at hitte rede i hvordan de forskellige personer havde med hinanden at gøre. Min favoritperson er uden tvivl den sværmeriske Axel, som er lidt af et DAMP-barn. Han bliver gift, rider på 3. dagen efter brylluppet fra Stockholm mod Danmark for at hilse på en gammel kæreste, som han pludselig føler trang til at opsøge. Han farer vild, og overvintrer hos en brændehugger og dennes imødekommende datter, og glemmer så alt om både kone og kæreste. Siden gifter han sig igen i Danmark (uden nogensinde at have tænkt yderligere over den svenske kone). Og det er kun det halve af hans historie… Det er voldsomt spændende at opleve det stockholmske blodbad, og siden historien om, hvordan Christian 2. sejlede frem og tilbage mellem Fyn og Jylland, fordi han ikke kunne beslutte sig til, hvad han skulle gøre nu. Hovedpersonen Mikkel er tavs og ikke i sig selv særlig interessant. Det er hans oplevelser og omgivelser, der bringer liv og handling til historien. En død hovedperson i en levende bog.

Det er på alle måder en spøjs bog. Jeg føler lidt, at Johannes V. Jensen sidder og griner lidt i hjørnet af min stue, og bare venter på at jeg sætter mig ned og diskuterer løjerne med ham. Der er glimt i øjet og gale streger, og vrid og vend og mærkværdigheder. Jeg vil nok primært anbefale den for sprogets skyld. Et pudseløjerligt og smukt sprog på én gang.

Reklamer