Tags

,

the casual vacancyForfatter: J. K. Rowling
Hardback. Egen samling

Orv, hvor kan hun skrive mennesker! Rowling kan i dén grad gøre sine mange hoved- og bipersoner så klare og levende, at det er som at se en film, eller være der selv. Hun forstår mennesker og kan skrive om dem, både når de er onde og når de er gode, når de begår fejl og når de mander sig op. Lyslevende mennesker i al deres mangfoldighed – det ér hvad hun kan skrive!

I virkeligheden er det en hverdagsfortælling, men det lyder så kedeligt. Det er det ikke. Historien handler om almindelige mennesker, hvis liv alle sammen bliver berørt af en enkelt mands død. En naturlig død, intet mord eller mystiske omstændigheder. Men han er måske byens eneste sande gode gennemsympatiske menneske. Arj, der er flere: Kay, Tessa, Sukhvinder og Andrew er de mest sympatiske af dem, der er ladt tilbage. Resten har, som mennesker nu har det, fejl og mangler i større eller mindre grad. Helt hjertegribende er historien om Krystal, som har det hårdere end de fleste mennesker, og som kæmper så hårdt mod alle odds.

Det er en god bog. En spændende handling. Men Rowlings helt, helt store force er altså hendes menneskeindsigt. Det kan jeg ikke understrege nok. Jeg tror, at jeg vil genlæse Harry Potter igen, og have fokus på netop det: menneskets facetter. Alt det vi kan rumme, føle og gøre. Det er dygtigt skrevet. Virkelig dygtigt.

PS. Jeg græd i toget på vejen hjem. Jeg skammer mig ikke.