Tags

,

det levende koedForfatter: Lene Kaaberbøl
Hardcover med silkesnor til bogmærke ❤ Egen samling

Det levende kød er andet bind om Madeleine Karno, en ret usædvanlig ung fransk kvinde som lever i Varbourg i slutningen af 1800tallet. Ligesom Kadaverdoktoren (som er første bind i serien) er denne en krimi. Madeleine spiller en rolle i opklaringen af mordmysterier, fordi hun assisterer sin far ved obduktioner. Denne gang er hun dog mere på egen hånd. Og på sidelinjen begynder hun at studere fysiologi ved universitetet hos den eneste professor, der er villig til at optage kvindelige elever. Indtil videre kun Madeleine selv.

Det er jo forensic science i dets yngste dage – og dertil troværdigt og spændende. Madeleine er en karakter, som jeg ville elske at spille: beslutsom og egensindig, og barsk og følsom på samme tid. Kaaberbøl skriver medrivende – som altid – og jeg kan tydeligt se og lugte bybilledet Madeleine færdes i.

Krimigåden er snørklet, men ved vejs ende åbenlys og troværdig. Sådan næsten. Jeg har en lille fornemmelse af ‘aaarh, er det ikke lidt langt ude?’, men er villig til at sluge det hele råt alligevel, fordi Kaaberbøl skriver så forbandet godt! Madeleine’s personlige historie, som er spundet godt og fast ind i krimigåden her, er også spændende og usædvanlig.

Historiske krimier er en af mine yndlingsgenrer – det er sjældent jeg læser nutidskrimier. Jeg glæder mig til tredje del af serien, for den MÅ komme! Jeg vil i hvert fald gerne vide, hvad der sker nu!

Silkesnoren som bogmærke er sådan en fin detalje – jeg elsker bøger, der har det!

Reklamer