Tags

,

Forfatter: Ian Fleming
Lånt i papirsform af min far

Det er nok den 5 eller 6 James Bond bog jeg læser. Denne titel er vist nr. 12 i serien – jeg læser dem hulter til bulter. Det er muligvis en fejl. Jeg har været godt underholdt af de andre JB bøger, men denne var lidt af en skuffelse. Der er ikke meget aktion. De første 2/3 af bogen dalrer Bond bare rundt med den japanske agent Tanaka. De drikker whisky og sake i meget rigelige mængder og tager på bordel. Gab! Først henad slutningen påbegynder Bond sin mission, som er temmelig sær. En rigmand, som viser sig at være Blofeldt, har et hus i Japan med en have fuld af gift. Giftige planter og giftige dyr. Og piratfisk. Selvmordskandidater valfarter til stedet, og myndighederne kan ikke gøre noget. Nå. Men det skal Bond altså stoppe.

Spoiler: han gør det af med Blofeldt, men jeg har glemt hvordan – det gjorde ikke indtryk. Så flygter han og falder i havet, og får hukommelsestab. Smuk kvindelig allieret samler ham op og lever længe med ham, mens han tror, at han er perlefisker og kæreste med hende. Han ser en avis en dag, og ordet Vladivostok siger ham noget, og så sender pigebarnet ham afsted. Hun var nok blevet træt af ham. Han er også ret kedelig, når han ikke er Bond. Så slutter den. Bum!

Dobbelt meh!

Reklamer